To bornholmske klubber har domineret 3. division Øst i denne sæson. BBK 95 ligger således på førstepladsen med 206 point foran Viking Bowlers på andenpladsen med 164 point. BBK 95 har dog spillet to kampe mere, og dermed er der stadig mulighed for, at Viking kan snuppe førstepladsen foran snuden på lokalrivalerne.
– De har jo ligget langt foran os, fordi de også har spillet flere kampe end os, så man troede spændingen var væk. Men nu nærmer vi os, så der kan måske godt komme spænding, siger Birger Kruse fra Viking Bowlers, som glæder sig over, at der ligger to bornholmske hold i toppen af rækken. Det vil dog glæde ham endnu mere, hvis Viking kan formå at overhale BBK 95.
– Ja, skulle det lykkes os at hente dem, så er vi helt med på at rykke op, helt klart, siger han.
Der er lige nu 42 point forskel mellem de to hold, og selvom Viking har fire kampe tilbage af sæsonen, mens BBK 95 kun har to kampe tilbage, så skal Viking hive nogle store sejre hjem, hvis det skal lykkes at overtage førstepladsen.