Voksne efterspørger mere seriøs træning

Voksne efterspørger mere seriøs træning
Der er brug for mere seriøs træning hos de voksne, hvis spillerne skal fastholde lysten til at spille, lyder ønsket fra Bornholms Bordtennis, som netop har holdt årsmøde. Her ses to af de bedste seniorspillere på Bornholm, Oliver Nielsen (tv.) og Michael Evander, som begge fra Knudsker IF. Arkivfoto: Jesper Gynther
NYHED | ABONNENT | 7. MAJ 2023 • 05:30
Jesper Gynther
Journalist
NYHED | ABONNENT
7. MAJ 2023 • 05:30

Det er et udbredt ønske blandt øens voksne bordtennisspillere, at der fremover arrangeres fællestræninger på tværs af klubberne. Det skal være med til at fastholde lysten til at spille.

Ungdomsspillerne på Bornholm er vant til at have en træner tilknyttet, som laver forskellige øvelser til træningerne. Men i det øjeblik, hvor man går fra ungdom til senior, så stopper det.

Det skal der laves om på, for risikoen er, at de mister lysten til at fortsætte med at spille bordtennis.

– Der er mange seniorspillere, der ønsker noget mere seriøs træning, og der er ingen tvivl om, at der er stor interesse for, at der bliver arbejdet på noget fællestræning for senior i de bornholmske klubber. Der bør laves et fremtidigt koncept på en løsning mellem klubberne, fortalte DGI Bordtennis Bornholm-formand Finn Jørgensen, da der i forrige uge var årsmøde i Bornholms Bordtennis, som er et samarbejde mellem DGI Bordtennis Bornholm og Bornholmske Bordtennisklubber (BBTK).

Ledere bør tage mere ansvar

Til årsmødet blev det også diskuteret, hvordan man kunne få flere spillere til at tilmelde sig stævnerne. Der har nemlig været flere tilfælde, hvor spillere slet ikke vidste, at der var et stævne.

– En kraftig opfordring til alle de ansvarlige ledere i klubberne er, at de bør tage mere ansvar og spørge spillerne personligt og eventuelt tage kopier af indbydelserne og dele dem ud til medlemmerne i god tid, fortalte Finn Jørgensen, som selv har haft stor succes med den fremgangsmetode i Knudsker IF, som da også er den klub, som typisk har flest deltagere med til stævnerne.

– Hvis KNIF ikke var så mange til stævner, ville det se katastrofalt ud, konstaterede Finn Jørgensen, som gerne ser en mere ligelig fordeling af spillerne blandt klubberne, hvilket også vil gavne Knudsker-spillerne.

– Det er ikke sjovt, at nogle føler, det er et klubmesterskab, man spiller, fortalte han.

Grand Prix genindføres

Til den kommende sæson kommer der et trækplaster, som måske kan få flere til at tilmelde sig stævnerne. Grand prix pointene bliver nemlig genindført efter et års pause.

– Der er et nyt koncept på trapperne til den kommende sæson, og vi håber, alle vil tage godt imod dette og deltage i alle stævnerne og kæmpe om de point, der skal til, for at komme i finalen til sidst, fortalte Finn Jørgensen.

Der vil blive fem stævner med grand prix point (bornholmsmesterskaberne, landsdelsmesterskaberne og tre andre klubstævner), og der vil være point at kæmpe om for klasse 1, klasse 2, 60+ og ungdom. De tre bedst placerede i hvert stævne får point, og de seks spillere med flest point går videre til finalen, hvor de endelige vindere findes. Der er pengepræmier til top 4 i voksenrækkerne, og der er statuetter til ungdom.

Stor fremgang hos 60+

Finn Jørgensen kunne desuden fortælle, at der pr. 31. december 2022 er cirka 270 registrerede bordtennisspillere på Bornholm.

Dette er en lille stigning på cirka 10 i forhold til 2021, og der er især sket en stigning af 60+ spillere i klubberne. For tiden er der cirka 120 60+ spillere fordelt i de bornholmske klubber.

– Men vi kan også se, at der sker lidt på ungdom i klubberne og håber på en god udvikling de kommende år, fortalte DGI Bordtennis Bornholm-formanden.

Valg til bestyrelsen

I DGI Bordtennis Bornholm modtog formand Finn Jørgensen genvalg for to år, næstformand Torben Finne Hansen modtog genvalg for to år, og Bente Clausen blev valgt ind i bestyrelsen for et år.

Hos Bornholmske Bordtennisklubber modtog formand Kenny Jensen genvalg for to år, næstformand Vilmer Funch modtog genvalg for to år (men varslede, at det nok er sidste gang, han modtager genvalg), og Torben Nielsen blev valgt som revisor for to år.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT