Viking-piger fik klø af topholdet

NOTITS | ABONNENT | 25. FEB 2024 • 17:30
Kjeld Lundbæk
Journalist
NOTITS | ABONNENT
25. FEB 2024 • 17:30

Viking/Rønne fulgte med 9-8, hvorefter Føroyar satte speederen i bund og vandt 37-15

Ubesejrede Føroyar har en målscore, der er mere end 200 mål bedre end nummer to, så der var lagt i kakkelovnen til Viking/Rønne fra den anden ende af Danmarksserien for kvinder, da de to hold lørdag formiddag tørnede sammen i Rønne Idrætshal.

De velspillende færinger rejste da også hjem med en knusende sikker sejr på 37-15 (19-11), men hjemmeholdet forfaldt aldrig til at give op og havde, trods det store nederlag, også sine stjernestunder.

Viking/Rønne-pigerne kom således fint ud af starthullerne og fulgte med til 6-6, hvor Føroyar første gang lagde lidt luft ned til bornholmerne med en føring på 9-6. Den blev dog hurtigt reduceret til 9-8 på to glimrende mål af Sophie Birch Andersen, der sammen med Asta Løye var hjemmeholdets angrebsmæssige lyspunkter. Begge scorede en serie udmærkede hopskudsmål.

Føroyar bragte sig dog igen foran med tre mål, og da søstrene Mirah og Freja Hammerstrand Andersen misbrugte to bornholmske straffekast, kunne gæsterne, trods fint målmandsspil af Laura Pedersen, for alvor lukke kampen med en halvlegsføring på 19-11.

I 2. halvleg var det kun et spørgsmål om Føroyar-sejrens størrelse. Viking/Rønne kunne slet ikke dæmme op for det hurtige færøske angrebsspil, men gjorde det heller ikke lettere for sig selv med ikke færre end fem udvisninger. Den sidste, fordi udviste Sarah Dzafic løb for tidligt på banen og derned trak endnu en udvisning, som Sara Bjerring måtte afsone.

Viking/Rønne stillede op uden Karoline Wex, men hun kunne næppe have begrænset det bornholmske nederlag. Til gengæld var Katrine Enni tilbage hos bornholmerne, men gemt væk på fløjen fik hun ikke mange bolde at arbejde med.

Mål for Viking/Rønne: Sophie Birch Andersen 4, Asta Løye 4, Emma-Louise Agerholm 3, Sara Bjerring 2, Freja Hammerstrand 2, Mirah Hammerstrand 1 og Katrine Enni 1.

FÅ ABONNEMENT