U14-drenge vinder mesterrækken

U14-drenge vinder mesterrækken
Elite Bornholms U14-drenge vandt lørdag sæsonens sidste kamp 5-1 på udebane over Østerbro IF. Eget foto
NOTITS | 29. OKT 2023 • 16:10
Jesper Gynther
Journalist
NOTITS
29. OKT 2023 • 16:10

Elite Bornholms U14-drenge har igen i år vundet den københavnske mesterrække, der giver oprykning til ligasystemet.

Til trods for at bornholmerne i efteråret har været ramt af flere skader på nøglespillere, har U14-holdet for fjerde år i træk sikret oprykning til ligasystemet (de tre bedste rækker i Øst Danmark) og Liga 3, som er for de 17-37 bedste hold i Østdanmark (delvis inkl. Fyn, da OB deltager i Liga 1).

Som i de tidligere år mangler Elite Bornholm-spillerne noget fysisk størrelse i forhold til modstanderne, men er stærkere på mange af de øvrige parametre.

– Der er igen noget talent på vej, så vi glæder os over, at vi igen vinder rækken og nu kan komme op i en bedre række, så drengene kan blive matchet på et bedre niveau og kan blive udviklet bedre, fortæller træner Michael Mogensen.

Ideelt havde U14-holdet en fast plads i ligaen, for selvom det kan være rart at vinde en masse kampe, havde holdet langt hellere foretrukket at få udviklet drengene bedre ved at spille mod hold på sit eget niveau, eller som er bedre. Som forud for tidligere sæsoner har Elite Bornholm søgt om at få U14-holdet indplaceret i ligasystemet, men har ej heller i år fået plads.

– Der er et irriterende bespænd i, at man udelukkende er sikret deltagelse i ligaerne (liga 1 - liga 3) ved at have en licens. Der er dog årligt 4-6 pladser, der gives til ikke licensklubber. Vi søger hvert år, men er ikke blevet tilgodeset i de seneste fire sæsoner. Lidt paradoksalt når vi har vundet den ene oprykningsplads der spilles om i de sidste fire sæsoner, konstaterer Michael Mogensen.

– Vi (og også vores modstandere i mesterrækken) mener, vi rigeligt er stærke nok til at starte ud i ligasystemet. Vi mener også selv, at vi igennem en årrække har bevist, at de bornholmske drenge og vores træningsmiljø klart er godt nok til at spille i ligaerne, siger træneren, som ikke giver meget for, indrangeringsudvalgets argumenter om, at det ikke er muligt at vurdere kvaliteten af de bornholmske U13-drenge, da der ikke er et bornholmsk hold i U13-rækken.

– Vi har i år også flere U13-drenge i truppen og har i turneringskampene i gennemsnit anvendt næsten 40 procent U13 drenge, fortæller han.

– Når alt kommer til alt, er vi dog utroligt glade for, at vi igen er rykket op, og vi og drengene glæder os til at fortsætte træningen henover vinteren og få skærpet elementer i vores spillestil, så vi igen kan gøre en god figur i foråret.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT