Tejn IF overvejer at droppe løb

Tejn IF overvejer at droppe løb
Hvis man ville have et glas cola, så kunne man sagtens få det. Men så kostede det 30 sekunder i gabestokken. Foto: Jesper Gynther
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT | 13. NOV 2021 • 21:45
Jesper Gynther
Journalist
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT
13. NOV 2021 • 21:45

Tejn IF's trailløb Valdemar den Store blev afviklet i dag, men måske bliver det ikke gentaget næste år. Der er nemlig mange, der ikke forstår konceptet, som går ud på at lokke deltagerne til at udgå af løbet.

Der har ikke været lige så stor tilslutning til Tejn IF's løb med middelaldertema, Valdemar den Store, som der var sidste år, hvor løbet fik debut. Sidste år deltog 55, mens blot 31 er med i år.

Valdemar den Store-løbet er anderledes end mange andre løb. Mens det normalt handler om at gennemføre et løb, er konceptet i Valdemar den Store-løbet omvendt: Her bliver deltagerne lokket til at stoppe undervejs. Hvis man udgår, inviteres man således ind i ærkebiskoppens gildesal, hvor et orgie af mad, lækkerier og drikke venter på en.

– Løberne kan være med i enten tre, fem eller syv timer, og indtil videre er én udgået, hvilket er fint, for vi vil gerne have, at de udgår, fortæller Tejn IF's formand, Kim Rasmussen, til Tidende.dk ved middagstid, da løbet stadigvæk er i gang.

Valdemar den Store har middelalderen som tema, og derfor var de frivillige fra Tejn IF klædt ud i tøj fra dengang. Foto: Jesper Gynther

Svært at forstå konceptet

At arrangøren gerne vil have løberne til at udgå er ment som en udfordring for løberne, så de bliver udfordret mentalt. Men budskabet er ikke rigtig gået klart ind endnu, mener Kim Rasmussen.

– Vi synes, vi har prøvet at pensle det meget ud, men mange har desværre svært ved at forstå konceptet. Så næste år laver vi det om. Man skal stadig gøre sig fortjent til forplejning, men måske bliver det uden middelaldertema, fortæller han og oplyser, at det også kan være, at løbet bliver droppet.

Vi prøver de ting af, som vi synes er sjovt. Hvis det fungerer, så fortsætter vi, men ellers lukker vi det ned

Kim Rasmussen, formand, Tejn IF

– Vi prøver de ting af, som vi synes er sjovt. Hvis det fungerer, så fortsætter vi, men ellers lukker vi det ned, siger han.

En af de stejleste bakker var fra Kamelhovederne og op til trætrapperne, der leder op til Hammershus. Foto: Jesper Gynther

Fysisk hårdt løb

Hvis løbet bliver gentaget til næste år, vil ruten fortsat være i området ved Hammershus. Selve ruten, som er 4,5 kilometer lang og har 260 højdemeter, er nemlig meget tiltrækkende for trailløbere.

– Det er hårdt, og det er sjovt at prøve, fortæller Anders Frøhlke fra Solrød, da han er ved depotområdet. Her står han og drikker et glas cola, selvom han egentlig ikke må det.

– Det her cola betyder en tur i gabestokken, men hvis ingen har set det, så slipper jeg nok af sted med det, siger han, inden han løber videre.

Anders Frøhlke fra Solrød deltog i løbet, og han valgte at udgå efter 5 timer, 57 minutter og 15 sekunder. Han nåede at gennemføre den 4,5 kilometer lange rute syv gange. Foto: Jesper Gynther


Resultater:

Emil Christensen fra Møn Mountains Runner løb længst af alle. Han løb 10 omgange på 6:56:16.

Laura Hulgaard fra TIF løb længst af alle kvinderne i løbet. Hun løb ni omgange på 6:01:07. 

Kilde: https://www.sportstiming.dk/event/8211/results?round=36497