Svømmer er årets talent

Svømmer er årets talent
Ida Sohn er årets talent. Foto: TV 2/Bornholm
NOTITS | 8. FEB 2024 • 18:50
Jesper Gynther
Journalist
NOTITS
8. FEB 2024 • 18:50

Tre unge mennesker var nomineret til talentprisen, da Bornholms Tidendes sportspriser blev uddelt i Aakirkeby. Hæderen tilfaldt svømmeren Ida Sohn fra Rønne Svømmeklub.

De tre unge mennesker, der var i spil til talentprisen, var cykelrytteren Asger Røjbek Sørensen fra BCC, bordtennisspilleren Marie Deckert fra Hasle IF og svømmeren Ida Sohn fra Rønne Svømmeklub.

Det blev Ida Sohn, som løb med prisen, og det gjorde hun grundet sine flotte præstationer i 2023, hvor det 15-årige svømmetalent blandt andet blev nordisk mester i 200 meter rygcrawl og dansk mester i 200 meter rygcrawl. Præstationerne gjorde, at hun rykkede op som nummer ét på juniorranglisterne i 200 m rygcrawl, 400 m fri, 200 m medley og 400 m medley. Derudover repræsenterede hun Danmark og kvalificerede sig til finalen i 200 m rygcrawl ved ungdoms-OL i Slovenien. Også i seniorklasserne gjorde hun væsen af sig, da hun formåede at kvalificere sig til to A-finaler ved DM på langbane for seniorer og fik debut på seniorlandsholdet.

– Tusind tak, fortæller Ida Sohn, som har store ambitioner.

– Jeg drømmer om at komme til OL og blive verdensmester, så jeg skal blive ved med at træne og endnu mere nu, fortæller Ida Sohn, som allerede træner otte gange om ugen.

Selvom hun har travlt med svømningen, så forsøger hun stadig at finde tid til også at hænge ud med sine veninder. Og hun bliver boende på Bornholm lidt endnu, for hun skal først gøre skolen og gymnasiet færdig, fortæller hun.