DMI varsler snestorm i halvandet døgn

DMI varsler snestorm i halvandet døgn
Arkivfoto: Berit Hvassum
Mandag 8. februar 2021 • 11:17
Henrik Nielsen
Journalist
Mandag 8. februar 2021 • 11:17

VEJR

Meteorologerne hos DMI varsler snestorm over Bornholm. Varslet gælder fra tirsdag nat klokken 03 til onsdag aften klokken 18.

DMI venter frisk vind til kuling fra nordøst og samtidigt snefald – i perioder mellem 10 og 15 centimeter sne på seks timer. Sammenlagt for varslingsperioden forventes der 20-30 centimeter sne, fremgår det af varslet. Samtidig vil der være risiko for snefygning.

Et lavtryk over det centrale Tyskland bevæger sig mod østnordøst, og den tilhørende front med udbredt sne bliver presset mod nord. Natten til tirsdag bevæger fronten sig op over den sydøstligste del af Danmark. Det tilhørende nedbørsområde forventes at gå i stå over Danmark i et par dage, inden det bevæger sig mod øst.

Snestorm medfører hurtig lukning af udsatte veje på grund af fygning og dannelse af snedriver, nedsat sigt samt risiko for standsning af kollektiv trafik.

For at opnå kriteriet for snestorm skal der falde mere end 10 centimeter sne på seks timer, og samtidig skal det blæse mere end 10 meter i sekundet. Snefygning kræver, at der skal ligge mindst 10 centimeter løs frostsne, og vinden skal overstige 10 meter i sekundet.

FÅ ABONNEMENT