RIK møder politiet i første kamp

RIK møder politiet i første kamp
RIK samlet til udendørs træning mandag aften. Foto: Berit Hvassum
| 3. MAR 2021 • 09:49
Jesper Gynther
Journalist

3. MAR 2021 • 09:49

FODBOLD

RIK er programsat til at møde PI Fodbold i københavnsserien den 10. april, hvilket bliver forårets første turneringskamp for begge hold. Dermed har RIK lige godt seks uger til at komme i form, og det forventer anfører Nicklas Harder Mogensen da også er tids nok til at komme i omdrejninger.

– Nu har vi trods alt ligget stille i tre-fire måneder, og det er nok ikke alle, der har bevæget sig lige meget, så jeg tør ikke sætte tidshorisont på det, men vi skal nok være der, når vi starter turneringen, siger han.

Baseret på mandagstræningen er der da også grund til optimisme, mener flere af spillerne på holdet.

– Jeg er overrasket. Der må være nogle, der har trænet hjemme, for vintertræning plejer altid at være noget rodet stads, og man tænker, åh nej og det ene og det andet. Men jeg er overrasket over niveauet og tempoet. Man kan tydeligt se, at folk har savnet det, for der er samme energi, som da vi forlod det, så det tegner godt, siger Martin Andersen, der bakkes op af Nicolaj Olsen i den vurdering.

– Jeg havde forventet værre. Der var et højt bundniveau i dag, så hvis vi kan lægge på, så kommer det til at se rigtig godt ud, når vi starter op igen, lyder det fra angriberen.

Samme toner kommer fra Nichlas Poulman.

– Det er klart, der er nogle småtekniske fejl, men det vil der altid være, og det bliver rettet hen ad vejen. Som udgangspunkt synes jeg, at det så fornuftigt ud, og heldigvis er der alligevel fem-seks uger til turneringsstart, hvis planen holder. Og hvis ikke vi er klar der, så er det vores egen skyld, siger han.

Tænker I på turneringen allerede nu?

– Først og fremmest må vi vente og se, om vi overhovedet kommer til at spille fodboldkampe, eller hvad vi gør. Men det er klart, at ude i horisonten er der nogle point, som vi rigtig gerne vil have fat i. Især med det situation, som vi er i, hvor vi ligger i den tunge ende af tabellen.

Der er allerede lidt pres på jer?

– Der er rigtig meget pres på. De første fire kampe, som vi skal spille, bliver fire finaler, og vi skal gå ind i hver af kampene med indstillingen, at det er vind eller forsvind-kampe, for vi har brug for pointene.


Kan 11-mandskampe lade sig gøre med 25 mand?

– Det er urealistisk. To hold med hver 11 spillere og en dommer og to trænere, så er man 25 personer, og så er der ingen udskiftere. Så det kommer ikke til at ske. De skal hæve forsamlingsforbuddet til 50 personer, før det kan lade sig gøre, siger RIK’s træner Henrik Jacobsen.


Så du bider negle i forhold til, om turneringen kan komme i gang til april?

– Ja, jeg tænker, der er en fifty-fifty chance. Vi må afvente de næste par uger for at se, om smittetallet er nedadgåene, og om der sker en lidt større genåbning og forsamlingsforbuddet bliver hævet til 50. For fortsætter det her til april, så tror jeg slet ikke på, at turneringen kommer i gang. Og så er de nødt til at nulstille turneringen, siger træneren.