Spillerne var som køer på forårsgræs: 'Vi har savnet træningen rigtig meget'

Spillerne var som køer på forårsgræs: 'Vi har savnet træningen rigtig meget'
Undervejs i RIK’s mandagstræning på kunstgræsbanen i Rønne kom en politibil forbi for at tjekke om de nye regler for antal personer samlet til en udendørs idrætsaktivitet blev overholdt. Det blev reglerne heldigvis, og derfor blev der ikke uddelt nogen bøder ud i denne omgang. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 3. MAR 2021 • 09:02
Jesper Gynther
Journalist
| ABONNENT
3. MAR 2021 • 09:02

FODBOLD

Mandag aften kunne RIK’s københavnsseriehold træne sammen på normal vis for første gang siden november. Det kunne lade sig gøre, fordi lempeligere restriktioner er trådt i kraft, som betyder, at man nu må være maksimalt 25 personer samlet til en udendørs træningsaktivitet.

Træningen foregik på kunstgræsbanen i Rønne og var en stor oplevelse for de fodboldkåde spillere, som var vilde med igen at kunne dyrke deres sport.

– Det var fedt. Jeg har savnet det rigtig meget, for det har været kedeligt at ligge stille derhjemme. Så at komme ud og få rørt sig lidt er selvfølgelig dejligt, fortæller holdets anfører Nicklas Harder Mogensen til Bornholms Tidende umiddelbart efter det 90 minutter lange træningspas.

Bruger træningen som ventil

Udover at det er godt for formen at komme i gang med træningen, så betyder det også en hel del for spillerne på det sociale plan at kunne være sammen igen som et hold. Det gælder også for Nicklas Harder Mogensen.

– Jeg har jo brugt så mange år på fodbold, fordi man netop kan komme ud og være sociale sammen med andre og have det fedt. Det er ligesom det, der er det vigtige for mig. Nu går jeg heller ikke i gymnasiet mere. Der havde man selvfølgelig mange venner, men nu er det mine fodboldkammerater, som jeg ligesom ser mest, så jo de betyder da helt sikkert meget for mig i min hverdag, siger den 21-årige midtbanespiller, som forklarer, at han også bruger fodbolden som en ventil i sit liv.

– Det er mit fristed. Det er her, jeg kommer, hvis der er noget, der nager mig i hverdagen, eller hvis jeg bare har brug for at tænke på nogle andre ting. Så kommer jeg herud og glemmer alt, hvad jeg ellers har, og så hygger jeg mig i de halvanden time, som træningen varer, siger han.

Måtte nøjes med fodbold i tv

Også for de ældre spillere betyder det at kunne komme til fodboldtræning en hel del. Forsvarsspilleren Nichlas Poulman er en af de mest rutinerede kræfter på holdet, og han lægger heller ikke skjul på, at han har savnet samværet med de andre spillere.

– Det er dejligt at komme ordentlig i gang igen, det har man savnet i et stykke tid, siger han.

Hvad betyder fodbold generelt for dig i dit liv?

– Det betyder meget. Det betyder mere, jo yngre man er, men stadig her, når man bliver lidt ældre, er det godt at komme op og røre sig og se drengene og komme lidt væk hjemmefra og holde sig i gang, siger han.

Også den erfarne angriber Nicolai Olsen giver udtryk for, at han har følt et afsavn i de måneder, hvor det kun bød på selvtræning derhjemme.

– Træningen i dag var alle tiders. Man har jo gået og savnet det rigtig længe. Jeg kan huske, i december var udsigten lang til at kunne spille fodbold igen, så det har været en lang rejse, men nu er vi her, og det er alletiders, siger han og forklarer, at fodbold ikke har været helt fraværende i hans liv de seneste måneder.

– Siden jeg var helt lille, har jeg spillet fodbold, og det har klart været min førsteprioritet gennem årene, så det betyder alt for mig, vil jeg sige. Så nu hvor jeg ikke selv har kunne spille det, så har jeg fået set masser af fodbold i tv, så det har været meget dejligt, at man har kunne gøre det, siger han.

Det positive ved coronapausen

Alt er dog ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Den lange pause har nemlig også givet nogle af spillerne mulighed for at bruge tid på noget andet, som også er vigtigt her i livet. Det er tilfældet for Martin Andersen, fortæller han.

– Når fodbolden bliver taget væk fra en, så finder man jo ud af, at man får mere tid derhjemme, og det har været en god oplevelse især for os, som har fået børn. Så det har ikke kun været negativt med coronapausen, fortæller han.

– Men jeg har selvfølgelig helt vildt savnet at være sammen med drengene og give den gas. Jeg har aldrig prøvet ikke at spille fodbold, ikke hvad jeg kan huske i hvert fald. Jeg har spillet fodbold i over 25 år, så en pause på fire måneder er lang tid.

– Så det var dejligt at være tilbage i dag. Det var sgu lækkert, for for mig betyder fodbold frihed og afbræk fra hverdagen og kammeratskab og hygge, fortæller han.


Foto: Berit Hvassum

 


Professorer: Udendørs idræt har ikke den store betydning for coronasmitte

I mange måneder var alt fra udendørs fodbold til cykelklubber, spejdere og zoologiske haver lukket på grund af corona, men det er ikke sikkert, at det bliver nødvendigt en anden gang.

For det ville sandsynligvis have betydet lidt for smitten, hvis udendørs idræt, fritidsliv og kulturinstitutioner var forblevet åbne med bestemte forholdsregler, vurderer to professorer ifølge dr.dk.

– Hvis man havde undladt at lukke ned, ville det have haft meget lidt betydning for spredningen af smitten. Vi bliver hele tiden klogere, siger professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard fra SDU til dr.dk.

Allan Randrup Thomsen, der er professor og virolog på Københavns Universitet, er enig i, at udendørs idræt og foreningsliv ikke giver megen ekstra coronasmitte.

– Det er klart, at det ikke bidrager stort til smittespredningen. Man kan absolut debattere, om det ville være en god idé at lukke det ned fremover, siger han til dr.dk.

Han peger dog også på, at det kan være en god ide at lukke alt ned, da eksempelvis et åbent idrætsliv kan påvirke folks adfærd, så danskerne ville slappe mere af og derfor passe mindre på i forhold til at sprede smitte.

 


Ekspertrapport om coronasmitte

Statens Seruminstitut har lavet en ekspertrapport, som viser en prognose over indlagte med corona den 15. april 2021, hvis forskellige ting genåbner. Og her viser tallene, at det stort set ikke gør nogen forskel i forhold til ekstra smitte og ekstra indlæggelser at åbne udendørs idræt, fritidsliv og kulturinstitutioner med visse forholdsregler. Det er på baggrund af denne rapport at to professorer udtaler til dr.dk, at blandt andet udendørs idræt ikke behøver blive nedlukket for at holde smitten nede. Kilde: dr.dk

 


Derfor smitter corona mindre udendørs end indendørs

Risikoen for at blive smittet med corona er markant mindre udendørs end indendørs. Det skyldes blandt andet, at folk indendøre i langt højere grad indånder den samme luft end udenfor. Er du udenfor bliver eventuelt smitte hurtigere fortyndet. En videnskabelig artikel viser, at SARS og covid smitter omkring 18 gange mindre udendørs end indendørs. Den engelske regering har også samlet forskning på området, hvor de skiver om mindre risiko for covid, når du er ude. Professor i epidemologi Thorkild I. A. Sørensen er én af de forskere herhjemme, der løbende har gjort opmærksom på, at smitten er markant mindre udenfor. Statens Seruminstitut regner i deres modeller også med mindre smitte udendørs. Kilde: dr.dk