Det er dyrt at rejse til de mange stævner og træningssamlinger på den anden side af vandet. Derfor var det med stor glæde og til stor overraskelse, at bueskytten Siffrine Lissau-Jensen forleden modtog et gavebevis på 15.000 kroner fra Idrættens Rejsefond på Bornholm. Fonden uddeler hvert år det omtalte legat til rejseformål, og i år faldt valget altså på det 13-årige bueskydningstalent fra Østerlars.
– Og så er det også første gang, Siffrine får blomster. 1.000 tak til Idrættens Rejsefond på Bornholm og tak til FysioØst og Sport 24 for at være med på rejsen, lyder det fra Siffrines lige så stolte far, Jonas Lissau-Jensen.