På vej til Bornholm: Hjulmand åbner værktøjskassen på landsturné

NOTITS | FODBOLD | 2. FEB 2024 • 06:43
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS | FODBOLD
2. FEB 2024 • 06:43
Af:
Ritzau

Landstræner Kasper Hjulmand drager i februar rundt på en danmarksturné, hvor lokale trænere kan få et indblik i, hvordan landsholdet træner og arbejder.

Mange fodboldhold på alle niveauer rundt omkring i landet kommer måske snart til at spille en smule som landsholdet.

Landstræner Kasper Hjulmand indledte torsdag aften i Nykøbing FC's klubhus en lille danmarksturné med syv stop, hvor han deler ud fra sin værktøjskasse og indvier lokale trænere i sit arbejde.

Hjulmand vil give noget tilbage til de mange frivillige, der er med til at sikre, at Danmark til enhver tid kan stå med et slagkraftigt landshold. Fredag den 9. februar kommer han til Bornholm.

– Jeg ved udmærket godt, at jeg og spillerne på landsholdet står på skuldrene af dem.

– Det er min måde at sige tak på og værdsætte det arbejde, de gør hver dag, siger Kasper Hjulmand.

Den 51-årige landstræner trak de mange trænere med udenfor, hvor han med et lokalt ungdomshold på en kunstgræsbane gennemgik fire af de øvelser, han normalt laver med landsholdet.

Øvelserne havde alle et angrebs- og forsvarselement i sig, da fodboldspillet med Hjulmands ord konstant befinder sig i en overgang mellem angreb og forsvar.

Derfor giver det ifølge landstræneren ikke mening at træne den ene del uden den anden.

Især et taktisk element fik megen taletid, nemlig tidlige afleveringer ind i feltet i mellemrummet bag midterforsvaret og foran målmanden. Den slags afleveringer fører til massevis af scoringer på topniveau.

Hjulmands landshold forsøger selv at score mål efter den devise og forhindre modstanderen i at gøre det samme.

– Næste gang de her trænere ser landsholdet spille, så håber jeg, at de tænker "nå, ja" og kan genkende nogle af de principper, vi benytter, siger Hjulmand.

Og noget tyder på, at flere af landstrænerens budskaber gik rent ind hos de 83 publikummer.

Blandt andre hos den 44-årige skolepædagog Michael Frederiksen, der træner et serie 1-hold i Søllested på Lolland.

– De træningsøvelser, vi så ham lave, vil jeg forsøge at føre direkte over på mine spillere.

– Generelt er Kasper Hjulmand et meget motiverende menneske, og det tager jeg også med herfra. Jeg kan godt forlange noget mere af mine spillere, for jeg lægger også selv mange timer i det, siger Michael Frederiksen.

Den 36-årige skolelærer Henrik Strømberg bruger også massevis af timer hen over en uge på fodboldbanen.

Dels er han træner for et hold på Halstedhus Efterskole, og ved siden af har han også et U8-hold i Nørre Alslev på Falster.

Planen er at dygtiggøre sig, men om han skal gøre fodbolden til en levevej senere i livet er uvist.

– Jeg er godt tilfreds med mit arbejde. Jeg har også en familie at tænke på, så jeg skal ikke være træner på eliteniveau nu, men måske når jeg er blevet lidt ældre, og børnene er lidt større, siger Henrik Strømberg.

Kasper Hjulmand håber, at han på sin turné rundt i landet kan være med til at inspirere fremtidens toptrænere.

Hans egen store inspirationskilde var den tidligere landstræner Morten Olsen, der så et lys i Hjulmand, da han for to årtier siden var tilknyttet ungdomsafdelingen i Lyngby.

Morten Olsen var på det tidspunkt landstræner for Danmark.

– Jeg har ikke forstået, hvordan det kunne ske.

– Jeg var ung træner i Lyngby, og vi var på trænerseminar. Han pegede på mig og sagde; "kom lige herover, Kasper". Så snakkede vi fodbold, og en uge senere ringede han mig op og sendte mig ud på en scouting-opgave mod en af landsholdets modstandere, siger den nuværende landstræner.

Til EM i Portugal i 2004 blev Hjulmand hyret som scout for Danmark.

– Han har været med til at skubbe mig, og jeg var heldig, at han så mig, siger Kasper Hjulmand.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT