– Det skal ikke udelukkende være ét sted, man spiller. Men jeg kan ikke se, der er et problem i, at man spiller i Nexø eller Rønne, for det er de to største klubber, så måske kunne man spille et halvår i Rønne og i Nexø eller Midtbornholm, siger Dan Dellgren, som er bestyrelsesmedlem og senioransvarlig i RIK.
Han peger desuden på, at det af økonomiske årsager er vigtigt, at kampene bliver spillet flere forskellige steder, så det ikke kun er én klub, som kan få gavn af entréindtægter og cafeteriasalg.
For AaIF er det vigtigt, at hvis man som klub ønsker, at der skal spilles nogle af hjemmekampene hos dem, så kan man få lov. Men det skal ikke være en tvungen opgave at stå for hjemmekampe.
– Det kommer lidt an på, hvem vil, og hvem vil ikke? For det kræver kræfter at afholde store kampe. Men det kunne da være sjovere, hvis fodbolden kom rundt på hele øen end kun i Rønne, og så er det så op til os i klubberne hver især, om det er noget, vi har lyst til, siger Jacob Pedersen, som godt kunne forestille sig, at AaIF ville takke ja til at afvikle kampe.
– For os vil det være megafedt, at vi kunne få nogle kamp på vores stadion, så vi kunne få forældrene med, som måske ikke gider tage til Rønne og se fodbold hver lørdag. Og børnene i vores klub vil også kunne cykle hen og se nogle af kampene, og det vil også være godt for de bedste af vores spillere, som kommer på holdet, for de vil jo også gerne vise sig frem på vores hjemmebane, siger han.