Man bliver aldrig for gammel til kroket

Man bliver aldrig for gammel til kroket
Selvom kroppen ikke længere kan stå på vandski eller sætte rekorder i langdistanceløb, så kan den stadig bruges til kroket. Det er i hvert fald erfaringen hos Tom West, som de fleste nok kender for en mangeårig indsats for ordblindeforeninger. Foto: Jesper Gynther
SPORT | Søndag 11. juni 2023 • 05:30
Jesper Gynther
Journalist
SPORT | Søndag 11. juni 2023 • 05:30

Som 78-årig begyndte Tom West at gå til kroket. Det har han ikke fortrudt, og han håber, at flere vil være med, når der er træninger tirsdage og torsdage i Knudsker IF.

– Man bliver jo bidt af det kroketspil.

Sådan siger Tom West, som for to år siden begyndte til sporten.

Som ung var han langdistanceløber og havde flere bornholmske rekorder. Senere blev han den første, der stod på vandski på Bornholm, ligesom han også i mange år har haft glæde af badminton.

Men der er ikke nogle af de sportsgrene, som han kan holde til mere, og derfor fik han øjnene op for køllen, som de fleste nok har prøvet at spille med hjemme i haven.

– Jeg så, at der var et opkald, hvor man søgte flere medlemmer, og så tænkte jeg, at det kunne da være meget sjovt. Jeg havde for dårlige knæ til at kunne spille badminton, og det var jo ikke noget med løb mere, som jeg også har dyrket i mine helt unge dage. Men så tænkte jeg, at det her kunne jeg være med til, og det har jeg fundet en stor interesse i, fortæller Tom West, som nu spiller kroket hos Knudsker IF to gange om ugen, tirsdag formiddag og torsdag eftermiddag.

I kroket kræver det kun, at man kan gå en smule, og at man er glad for at være udendørs og få frisk luft sammen med andre mennesker.

– Det kræver sådan set ikke andet end, at man har lyst, fordi det med at ramme, det kommer man hurtigt til at kunne, siger han.

Tager fem år at lære reglerne

Mens det ikke kræver så meget af kroppen at spille kroket, så kræver det en helt del af hjernen. Det siges nemlig, at det tager fem år at lære reglerne.

– Guderne skal vide, at det er svært med reglerne. Der er dobbeltslag og krokeringer, og man kan slå den anden væk og længere væk i banen. Der er rigtig mange regler, og det slås jeg stadigvæk med. Men der har man jo de andre, der korrigerer, hvis man synes eller tror noget forkert, siger Tom West og fortæller, at der også har været gode råd at få fra medspillerne.

– Jeg er jo afhængig af, at der er en, der vil hjælpe mig og fortælle mig, at jeg synes, du skulle spille den derhen. Fordi problemet i det her spil er, at man skal forudse, hvad de andre gør om to-tre slag, så man selv kan forudsige, hvad man vil gøre om to-tre slag. Så det er dæleme også noget med, at man skal bruge hovedet. Det er ben, hoved og så fortrinsvist den høje arm, man skal bruge, siger han.

Håber på flere medspillere

Tom West håber at flere vil give kroket en chance og får den samme gode oplevelse, som han selv har ved at dyrke sporten.

– Det kunne da være en rigtig fin ting, hvis vi kunne være en forening, der fik langsomt og sikkert nye medlemmer. Og som du kan se her, har vi jo en pause med kaffe og kage, som vi selv har med. Og så trækker man lod igen med en ny partner, og så spiller man en ny omgang. Så det bliver i hvert fald mindst to spil per gang, vi mødes.

– Så jeg kan virkelig anbefale det for både mænd og kvinder i en alder, hvor de siger, at nu er fodbold måske forbi, og badminton er hårdt for knæene. Det ved jeg i hvert fald selv, siger han.

Knudsker IF’s krokethold træner tirsdage klokken 9.30-12 og torsdage klokken 12.30-16.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT