Magnus Cort afslører, hvad han vil satse på i 2022

Magnus Cort afslører, hvad han vil satse på i 2022
Magnus Cort fra EF Education-Nippo har sat sig nye mål for den kommende sæson. Her skal det gerne blive til sejre i løb, hvor han ikke tidligere har triumferet, fortæller han til Tidende. Arkivfoto: Jacob Jepsen
INTERVIEW | BORNHOLM | ABONNENT | 26. DEC 2021 • 15:30
Jesper Gynther
Journalist
INTERVIEW | BORNHOLM | ABONNENT
26. DEC 2021 • 15:30

I år har den bornholmske cykelrytter leveret sin hidtil bedste sæson i karrieren, hvor det blandt andet blev til tre etapesejre i Vuelta a España. Nu drømmer Magnus Cort om sejre i endagsløb, da det er noget af det, han mangler at vinde, fortæller han til Tidende.

28-årige Magnus Cort imponerede hele cykelverdenen, da han i år formåede at vinde hele tre etapesejre i den samme grand tour. Sejrene i Vuelta a España blev kun endnu mere imponerende set i lyset af, at de blev vundet på etaper med forholdsvis forskellige profiler: Han viste således både sin klasse på 6. etape, der sluttede opad, i en sprint på 12. etape og som en del af et udbrud på 19. etape.

Præstationerne i det spanske etapeløb er da også det, som står klarest i hukommelsen hos bornholmeren, når han ser tilbage på året, der gik, fortæller han til Tidende.

– Det var meget specielt og kæmpestort, siger Magnus Cort, der udover at vinde tre etaper også blev toer på den afsluttende enkeltstart og desuden var meget tæt på sejren på den kuperede 11. etape, hvor han dog blev hentet til sidst og så løbets samlede vinder, Primoz Roglic, køre først over stregen.

Magnus Cort vandt ud over sine tre etapesejre også prisen som den mest angrebsivrige rytter i Vuelta a España.

Er din præstation i dette års vuelta også noget, som står frem for dig, når du ser tilbage på hele din cykelkarriere indtil videre?

– Ja, det er det. Jeg tror også, at det er noget, som mange har bemærket, for tre etapesejre i samme grand tour er ikke almindeligt. Det ser man normalvis kun store sprintere gøre, eller de allerbedste klassementsfolk. Men det med at ramme flere etaper rundt omkring, det er usædvanligt, at det lykkedes tre gange. Så det er meget specielt og stort for mig også.

Er det så egentlig også et skridt op for dig i forhold til den status, du har i cykelfelterne?

– Ja, det tror jeg. Altså der kommer jo altid folk ind og ud af fokus alt efter, hvem der kører stærkt. Men det er klart, at der er mange, der har fået lidt mere øje på mig og har lagt mærke til det.

Går efter at udvide sit cv

Hvad har du som mål for dig selv til den nye sæson?

– Jeg håber jo på, at jeg kan ramme noget af den samme form, som jeg havde i vueltaen. Det er nok det hurtigste, jeg nogensinde har kørt på en cykel, som jeg gjorde i den periode. Og drømmen er at ramme den igen på nogle udvalgte perioder. Blandt andet til Milano-Sanremo.

Så du går efter klassikerne?

– Der kommer et fokus på nogle endagsløb igen næste år, som jeg har prøvet også andre år. Og det er ligesom noget af det, jeg mangler i at være komplet og have vundet så mange store ting som muligt. I touren (Tour de France, red.) har jeg vundet en enkelt etape, og i vueltaen har jeg vundet rigtig mange, så det, jeg går og drømmer om, er at vinde et stort endagsløb. Så jeg kommer til også at køre en del af endagsløbene, men ikke brostensklassikerne.

Betyder det noget i forhold til den træning, du skal have?

– Den generelle træning tror jeg ikke, at der er så meget at lægge om. Så det er mere noget med, hvordan man finpudser friskheden, så kroppen bliver bedst muligt klar. Det skal vi have drejet os lidt ind på og finde ud af, hvad opskriften kan være for mig i at ramme de endagsløb bedst muligt.

Glæder sig til Tour de France i Danmark

Sigter du også efter at deltage i nogle af de store etapeløb?

– Ja, det er planen, at jeg blandt andet også skal køre Tour de France, som jo starter i Danmark. Og det er jo altid et stort løb at køre, det er klart.

Betyder det noget ekstra for dig, at nogle af etaperne skal afvikles i Danmark?

– Ja, det gør det. Jeg vil jo altid gerne køre Tour de France, men jeg vil helt sikkert ekstra gerne køre det, når starten er i Danmark. Det er nok ikke en chance, jeg nogensinde vil få igen. Derfor vil det jo være sjovt at køre verdens største cykelløb i sit hjemland. Det er noget, jeg virkelig glæder mig til, og det er også en del af planen for holdet, så så længe der ikke går noget galt, så skal jeg også til touren.

Hvad med vueltaen, er den også i dit program?

– Nej, det er det normalvis ikke. Jeg kan godt lide det, og jeg vil da også gerne køre det igen, men der ligger en del endagsløb i samme periode henover efteråret, og det bliver dem, jeg skal fokusere på efter touren.

Og hvis du også skal gå efter endagsløb i foråret, så bliver det heller ikke i år, at du kommer med i Giro d'Italia?

– Lige præcis. Det bliver noget med Milano-Sanremo og Amstel Gold Race og Liège-Bastogne-Liège, så det bliver ikke giroen endnu. Men den står på min ønskeliste, men det er lige med, hvornår man lige kan passe det ind.

Du har måske noteret dig, at Jesper Skibby er den eneste dansker, der har vundet etapesejre i alle de tre store etapeløb?

– Ja, og også internationalt er det også en stor ting at have vundet en etape i alle tre, så det er selvfølgelig noget, jeg på sigt i min karriere gerne vil prøve på.

Har fundet sin hylde

Hvad med cykelmæssigt – er der noget, du sigter efter at forbedre til næste år?

– Jeg tror, som jeg har været kørende i år, så ryttertypemæssigt har jeg fundet min hylde meget godt og har et godt setup, som jeg er rigtig glad for.

– Så det bliver noget af det samme med selvfølgelig at prøve at køre nogle enkeltstarter, når de er der. Touren i København åbner også op med en enkeltstart, men den tror jeg er for kort til mig, så der kommer ikke lige så stor fokus på det desværre. Men jeg vil da helt sikkert prøve at give den gas til enkelstarter en gang i mellem, når jeg tror på, at chancen kan være der.

– Og ellers vil jeg holde mig til i spurterne i reducerede felter og mindre løb og udbrudsetaper rundt omkring, så det bliver noget af det samme.

Hvad går du egentlig og laver nu, hvor det er uden for sæsonen?

– Nu er jeg i fuld gang med træningen igen, så det går tiden sådan set bare med. Jeg har cyklet lidt frem og tilbage mellem Girona og Andorra (hvor han begge steder har en lejlighed, red.).

– Men ellers kan jeg nyde livet lidt mere oppe i Andorra og har også fået stået lidt på ski, fortæller Magnus Cort, som dog i disse dage holder en pause fra træningen, da han er på Bornholm og holder jul sammen med sin familie i Rønne.

 


Mest vindende dansker

28-årige Magnus Cort var en af de største stjerner i dette års Vuelta a España, hvor han formåede at hente tre sejre på etaper med forholdsvis forskellige profiler. Dermed står Cort nu noteret for syv etapesejre i Grand Tours i karrieren, og han har dermed overgået Bjarne Riis' seks sejre, som var den hidtige rekord for en dansk cykelrytter.