83-årige Elmer Rasmussen var alderspræsidenten ved bornholmsmesterskaberne i gokart, som søndag blev afviklet i Bodilsker. Alligevel formåede han at give konkurrenterne baghjul i aldersklassen +70 år, og dermed kunne han igen lade sig kåre som bornholmsmester.
Elmer Rasmussens interesse for gokart opstod i forbindelse med, at Bornholms Gokart Center åbnede i 2018. Hans afdøde kone, Bente, er nemlig i familie med medejer af centeret, Kenneth Larsen.
– Vi snakkede om dengang, at når han fik gokartbanen færdig, så skulle vi op at køre begge to. Men det nåede min kone desværre ikke, for så fik hun aggressiv kræft, og så døde hun efter tre en halv måned. Så det var lige hårdt nok, fortæller Elmer Rasmussen, som trods sit tab alligevel havde mod på at tage alene til gokartcenteret.
– Vi snakkede om i den sidste uge, at "du skal fortsætte det, vi har planlagt. Du skal ikke sidde hjemme. Du skal ud." Og det lystrede jeg, siger han og oplyser, at han lige siden har kørt på gokartbanen fem gange om året.