I andet løb galopperede favoritten So Tough/Ole Bager, hvorefter der hurtigt blev dannet en førertrio bestående af Cash For Dash/Kenn Christoffersen, Godis La Marc/Emilie Pettersson og Expressstone/Leif Nyboe. Efter et hårdt udvendigt løb på siden af Cash For Dash ebbede Godis La Marcs kræfter ud på sidste langside, hvorefter kampen om sejren alene stod mellem Cash For Dash og Expressstone – med sidstnævnte som kneben vinder til odds 17,24.
Tredje løb blev en lidt trist affære, da den ene af favoritterne i første række, Hunger Rain/Mads Petersen, galopperede fra start og derefter kørte af banen. Derefter var det frit frem for Frygtløs/Martin Sjøholm Jensen, der førte fra start til mål og vandt sæsonens femte sejr i ni starter.
I fjerde løb blev der kørt parløb det meste af vejen, Marvin Gaye/Kenn Christoffersen og Ismael F Boko/Morten Friis foran Baltic Baunely/Kim Hjort og Brogård/Ulla Pedersen. 1840 meter udvendigt på den hele vejen førende Marvin Gaye var for meget for Ismael F Boko, og i opløbet snuppede Mads Petersen og Jack Baldwin lige akkurat andenpladsen.
To dagssejre til Mads K.
Mads K. Mogensen var hjemme for at køre familiehestene fra Stald Godthåb, og det fortryder de sikkert ikke i Østermarie. I syvende løb førte han fra start til mål med 11-oddseren Hester Blåbjerg, men Joy Osiris/Michael Skovmose kom tæt på i opløbet. Den hårde kamp om tredjepladsen blev vundet af upåagtede Hot Money/Søren Kj. Jensen.