Frivillighedstanken har altid fulgt HC

Frivillighedstanken har altid fulgt HC
Som formand for Hasle IF er der ikke tid til at hvile på laurbærrene. HC Pedersen har brugt stort set hele vinterferien på at gøre Væksthuzet klar til brug. Foto: Jesper Gynther
NYHED | ABONNENT | 17. FEB 2024 • 05:30
Jesper Gynther
Journalist
NYHED | ABONNENT
17. FEB 2024 • 05:30

I sidste uge blev HC Pedersen kåret som vinderen af Bornholms Tidendes lederpris 2023 for sin store indsats som formand for Hasle IF. Siden er han blevet bombarderet med lykønskninger, men selv ser han mere kåringen som en hyldest til alle klubbens frivillige.

Det var en overvældet og bevæget HC Pedersen, som modtog prisen som årets idrætsleder i en direkte tv-udsendelse på TV 2 Bornholm forrige torsdag, hvor Bornholms Tidendes sportspriser blev uddelt.

HC var nomineret sammen med bordtennislederen Finn Jørgensen og badmintonlederen Lars Christiansen, og det var en sms-afstemning, som afgjorde, hvem der skulle have prisen. 52 procent af stemmerne tilfaldt HC, som godt en uge senere stadigvæk er meget beæret.

– Det er stort. Jeg blev meget glad for det, fortæller HC Pedersen, som har fået tilsendt massevis af lykønskninger fra nær og fjern.

– Jeg har fået mange tilkendegivelser. Jeg har fået 85 sms'er, mails og messengerbeskeder. Alle kommer hen og siger "godt gået og tillykke med det" og "så fik vi sat Hasle på landkortet". Det er jo dejligt at få den anerkendelse, fortæller HC Pedersen.

Han fik blandt andet prisen for at have været medvirkende til, at idrætsforeningen har fået samlet penge sammen til at købe Væksthuzet, som skal laves om til blandt andet fitnessfaciliteter til medlemmerne. Derudover har han været med til, at Hasle IF har udvidet med nye idrætsgrene som padel, dart, e-sport og fitness, hvilket har givet mange nye medlemmer.

– Men det er jo ikke kun en pris til mig, det er også en pris til alle de frivillige, vi har i Hasle Idrætsforening. Og også til frivillige, som ikke er medlemmer lige nu, men som gerne vil være med til det her projekt, fordi de synes, det er så fantastisk, påpeger formanden, som tydeligt har kunnet mærke, at især projektet med Væksthuzet har vundet stor interesse hos lokalbefolkningen i Hasle og omegn.

– Det er jo den her opbakning, der har været, der giver energi og lyst til at fortsætte og kaste os ud i det her eventyr. For Væksthuzet er ikke kun for idrætsforeningen. Det er faktisk et kæmpe aktiv for hele omegnen. Det er jo det, vi mærker med alle vores gode frivillige, som kommer ind og hjælper os, de tager ejerskab. De vil godt være en del af det her, siger han og oplyser, at der både er frivillige, som hjælper med at male, tager sig af udendørsarealerne og laver mad til fællesspisningerne, som fik sin debut i Væksthuzet i denne uge.

– Uden at have annonceret rigtig efter frivillige, så har vi måske 36-38 henvendelser om at hjælpe til, fortæller HC Pedersen, som også fortsat oplever stor interesse for at hjælpe til med at arrangere Sildefesten og de mange bankospil, som begge skaffer mange indtægter til foreningen. Penge, som så kan bruges på at lave idræt.

Det er HC Pedersen, som har vundet lederprisen, men der er også mange andre frivillige i klubben, som med rette kan føle medejerskab til prisen, mener han og peger blandt andet på det frivillige malerkorps, som i øjeblikket er i fuld gang med at give Væksthuzet en omgang. Her ses fra venstre til højre: Mogens Andersen, Bo Mortensen, Jens Erik Lind og Kasper Rømer. Eget foto

Har altid været frivillig

HC Pedersen fik selv debut som frivillig i en idrætsforening, da han var ganske ung. Som 15-årig fik han ansvaret for at træne nogle seks-syv-årige drenge i håndbold, som gik på et hold i klubben Standard i Rutsker. Som 19-årig flyttede han ovre og stiftede senere familie, og da børnene begyndte til sport, blev han frivillig igen. Han var blandt andet fodboldtræner i Herstedøster for sin dengang femårige søn.

– Jeg har altid været en del af en idrætsforening. Det har jeg været hele mit liv. Og jeg har altid følt, at når ens børn går til et eller andet, så skal man også byde ind med noget.

– Jeg synes, det forpligter. Der er stadig mange, der betragter en idrætsforening som en pasningsordning og afleverer børnene til fodbold, og så kører de igen. Men der bliver vi bedre og bedre stillet (i Hasle IF, red.), fortæller HC Pedersen.

For syv år siden flyttede han tilbage til Bornholm og bosatte sig i Hasle, da han gerne ville bruge sin tilværelse som pensionist på barndomsøen. Han meldte sig hurtigt på et 60+ bordtennishold i klubben, og så gik der ikke lang tid, før han blev spurgt, om han ville være med i bordtennisudvalget. Senere blev han spurgt, om han ville være med i forretningsudvalget i hovedforeningen, og efter to år blev han så spurgt, om han ville være formand.

Hvad gjorde, at du ville bruge din energi på at være frivillig i stedet for bare at slappe af på sofaen derhjemme?

– Det har noget at gøre med, at jeg altid har været nysgerrig på mennesker og mine omgivelser. Jeg har godt kunnet lide at være med til at sætte noget i gang og være med til at inddrage og se muligheder, der hvor jeg er. Der er plads til alle i en eller anden funktion - også i en idrætsforening. Vi skal jo bare finde folkene. Det er det, man snakker så meget om, at det er svært at skaffe frivillige. Det er det også, men de er derude.

– Og så kan jeg godt lide frivillighedstanken. Vi kan jo ikke drive og udvikle en idrætsforening på kontingenter alene. Vi er også afhængig af frivillige, som byder ind med frivillig arbejdskraft og hjælp.

Genopstiller som formand

I øjeblikket bliver det meste af tiden som frivillig formand brugt på at gøre Væksthuzet klar til brug. Tidsplanen er, at fitnesscenteret kan åbnes kort efter påske. Derfor har der ikke været meget vinterferie for HC.

– Jeg bruger mange timer af min hverdag på Væksthuzet i øjeblikket. Det gør mange af vores ledere også. Det er et stort hus, og det trænger til en genopfriskning mange steder. Vi har jo vores malerhold, der er i gang nu.

– Vi har mange, der er i gang med et eller andet heroppe hele tiden. For at få huset op at stå, så vi kan åbne op, siger HC Pedersen, som har valgt at genopstille som formand for en etårig periode, hvorefter han håber, at der vil være en afløser på plads næste år, hvor han vil være fyldt 72 år.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT