Finn var med til dansk folkefest i Parken: 'Vi stod op under hele kampen og bare sang og sang og sang'

Finn var med til dansk folkefest i Parken: 'Vi stod op under hele kampen og bare sang og sang og sang'
Finn Jensen havde sit landsholdsmerchandise klar, inden han tog i Parken for at se Danmark-Rusland. Arkivfoto: Jacob Jepsen
FODBOLD | KØBENHAVN | ABONNENT | 22. JUN 2021 • 17:25
Jesper Gynther
Journalist
FODBOLD | KØBENHAVN | ABONNENT
22. JUN 2021 • 17:25

Mandag aften spillede Danmark sig videre fra gruppespillet til EM i fodbold med en flot 4-1-sejr over Rusland i Parken i København. Kampen vil både blive husket for flot spil af de danske landsholdsspillere, men også for det flotte lydtæppe, som de 25.000 tilskuere sørgede for på lægterne.

Èn af dem, der var med til at skabe den gode stemning, var Finn Jensen, der bor i Rønne, og som er formand for Roliganklubben Bornholm.

– Det var en oplevelse uden lige, fortæller han til Bornholms Tidende og oplyser, at han så kampen sammen med sin kone, og de sad på femte række bag målet på den store endetribune, som også bliver kaldt for "den røde mur", da den altid er fyldt med roliganfans.

– Stemningen var fantastisk. Det var helt vildt. Vi stod op under hele kampen og bare sang og sang og sang, siger han og fortæller, at der også blev jublet rigtig meget, da Belgien scorede mod Finland i den anden gruppekamp, hvilket betød, at Danmark kunne sikre sig andenpladsen i puljen.

København klædt i rødt og hvidt

Efter kampen blev de danske landsholdsspillere og landstræner Kasper Hjulmand på banen i mange minutter og takkede tilskuerne for deres støtte, og det var Finn Jensen også vidne til. Og i det hele taget er Finn Jensen imponeret over landsholdets attitude.

– Det var en af de bedste kampe, jeg har set, og det er imponerende med den kampgejst og den vilje, der blev vist fra både spillernes og trænernes side, siger han også med henblik på, at holdet for bare lidt over en uge siden var vidne til en traumatisk oplevelse, da Christian Eriksen – en af spillerne på holdet – blev ramt af et hjertestop i den første gruppekamp mod Finland.

Festen fortsatte i den danske hovedstad efter kampen, men Finn Jensen og konen deltog ikke i den, da de skulle videre til Viborg, hvor et af deres børnebørn skulle have studenterhuen på mandag eftermiddag. Men ægteparret oplevede allerede en magisk stemning i de københavnske gader, inden kampen blev spillet.

– Hele byen var jo dækket i rødt og hvidt. Alle restauranter havde dannebrogsflag hængende, og tjenerne gik i landsholdstrøjer, fortæller Finn Jensen.

Spår semifinaleplads

Nu håber han, at Danmark kan vinde over Wales i 1/8-finalen på lørdag, som spilles i Amsterdam. Selvom han har set over 200 danske landskampe live på stadions rundtom i verden siden 1988, inklusive flere slutrundekampe, så tager han dog ikke til Holland denne gang for at støtte op om de danske fodboldhelte.

– Nu håber det danske fodboldforbund, at der bliver lavet om på rejserestriktionerne, så man kan rejse til Holland på lørdag, men det gør jeg ikke. Så sent skal jeg ikke kaste mig ud i noget. Det er jo hverken til at få flybilletter eller hotel her få dage før, så den ser vi hjemme på Bornholm, siger han.

Dog vil han høre med bestyrelsen i Roliganklubben Bornholm, om der skal laves et arrangement for fanklubbens medlemmer i klubkælderen på Gartnervangen.

Hvor langt tror du, Danmark kan nå i turneringen?

– Jeg havde inden turneringen regnet med, at vi kunne blive nummer to i puljen og med lidt held i lodtrækningen, kunne vi komme i semifinalen.

– Nu møder vi Wales, og de spiller godt fodbold, men dem burde vi kunne slå med det spil, de viste mandag aften, siger han og tipper, at Danmark vinder 3-1 i 1/8-finalen.

– Jeg tippede en 4-0-sejr til Danmark mod Rusland, så det var jo tæt på, at jeg fik ret, siger han.