Folk vil gerne feste, men kun få vil være Miss Sild

Folk vil gerne feste, men kun få vil være Miss Sild
Der var 11 deltagere i Miss Sild-konkurrencen ved Sildefesten i Hasle i 2019. Arkivfoto: Allan Rieck
KULTUR | HASLE | Mandag 4. juli 2022 • 15:30
Holger Larsen
Journalist
KULTUR | HASLE | Mandag 4. juli 2022 • 15:30

Hasle er klar til den første sildefest siden 2019, og arrangørerne mærker en stor interesse for at være med.

 

– Vi kan godt mærke, at folk har lyst til at komme ud, og man var meget hurtige med tilmeldingerne til lørdagens grisefest.

Det siger Trine Leerskov, tovholder for Sildefesten i Hasle 7.-10. juli, som efter to år med coronaaflysninger bliver den første sildefest siden 2019.

Torsdagens sildebanko, lørdagens sildebold (som allerede er fuldtegnet) og søndagens krakkede sild er andre programpunkter, som arrangørerne i Hasle Idrætsforening oplever, at der er stor interesse for.

Man kan måske være heldig at komme med på et afbud i sildeboldturneringen, men ellers er der god plads til flere deltagere i Sildefestens øvrige konkurrencer. Herunder også festens helt store trækplaster, den afsluttende Miss Sild-konkurrence søndag eftermiddag.

Nye regler for Miss Sild

Hasle IF har i kølvandet på Me-Too-bevægelsen ændret reglerne for Miss Sild. Deltagerne skulle tidligere være unge kvinder på 15-24 år. Man skal nu være minimum 18 år for at være med. Til gengæld er der ingen øvre grænse.

Da der senest blev holdt sildefest var der 11 deltagere. Langt de fleste meget unge, og toptrioen var to på 16 år og en på 17.

I Hasle har man været spændte på, hvad de nye regler ville betyde for konkurrencen.

– Det kunne have været bedre, siger Trine Leerskov om den foreløbige tilmelding uden at nævne tal.

– Jeg ved ikke, om det er tiderne, eller om det er fordi man skal være 18+. Men der har tidligere været masser af deltagere, der har været over 18 år, tilføjer hun.

Man har dog også tidligere oplevet, at mange først tilmelder sig i de sidste dage op til konkurrencen.

De øvrige konkurrencer under festen er en børnekonkurrence og kuttertræk (begge lørdag), og søndagens børneoptog, hvor de bedst udklædte børnegrupper skal findes. Sidstnævnte konkurrence er ligesom Miss Sild en mangeårig tradition ved Sildefesten.

Musikken er også en stor del af Sildefesten, og her er årets satsning den kendte danske dj Faustix, som man håber kan trække mange unge til festpladsen på Hasle Havn fredag aften.

Nye frivillige

– Pladsen er klar, og nu håber vi bare på godt vejr og masser af gæster, siger Trine Leerskov.

En del frivillige har allerede været i sving og endnu flere skal det i de kommende dage.

– Vi har fået alle de frivillige, vi skal bruge, og vi har fået mange nye frivillige på banen efter coronaen, siger Trine Leerskov.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT