Selve firmastafetten kommer til at foregå, som den plejer, for tankegangen er, at man skal ikke reparere på noget, som ikke er i stykker.
– Konceptet er, som det plejer at være. Vi skaber rammerne, og så er det deltagerne selv, der skaber indholdet, siger Claus Clausen, som peger på, at firmastafetten ikke kun handler om at løbe. Det handler lige så meget om at hygge sig sammen med sine kollegaer.
– Det er en aften med motion, men det er det sociale, som er i højsædet. Man skal se på det som et firmaarrangement, hvor man laver noget socialt sammen uden for arbejdsstedet, ligesom når nogle spiller minigolf eller bowling sammen. Og så er det bare løb her, fortæller han og oplyser, at rigtig mange virksomheder medbringer mad eller lydanlæg, og så hygger kollegerne sig på stadion, når de er kommet i mål.