Dagligdagen som OL-atlet: Træn, spis og sov

En håndfuld økologiske havtorn blev hver morgen lagt i en si og presset. Saften hældte jeg i et lille shotglas og drak i en slurk. Super sundt og surt. Sådan ville nogen måske også beskrive dagligdagen for en OL-atlet. Hård træning, speciel kost, fravalg og afsavn. Jeg vil tage dig med på en rejse tilbage til mine forberedelser op til og under OL i Rio i 2016. Så kan du selv bedømme.

Kosten fra morgen til aften

Den sure havtorndrik blev indtaget sammen med en stor portion grød med nødder og bær. Middagsmaden var som regel rester fra aftensmaden dagen i forvejen. Et trick jeg havde lært af min kostvejleder Martin Kreutzer. Et sundt aftensmåltid er nemlig lige så sundt dagen efter som middagsmad og sparer dig for tid. Min træning krævede, at jeg indtog store mængder kulhydrater, fedt og protein. Når man skal spise så meget, bruger man også meget tid i et køkken. Madbudgettet er også højt, for der skal spises kød, friske grøntsager og gode olier. Derudover tænkte jeg i at booste min krop med antioxidanter, hvorfor økologiske bær og ingefær var vigtige elementer i min daglige kost.

Restitutionsmåltider var ligeledes vigtige. Det gælder om at fylde kroppen op med en perfekt afstemt mængde af kulhydrat og protein efter et hårdt træningspas. Restitutionsmåltidet skal indtages senest 20 minutter efter træningen, så kroppen ikke begynder at tære på sine ressourcer. Mit restitutionsmåltid bestod som regel af en Rawbite (protein) og tre chokoladeriskiks (kulhydrat).

Jeg har altid haft en svaghed for chokolade, hvilket jeg blankt måtte erkende på mit første møde med kostvejleder Martin Kreutzer, som har hjulpet mange atleter før mig og er forfatter til flere bøger. Vi indgik en aftale om, at så længe jeg ikke spiste sødt i løbet af dagen, så fik jeg carte blanche til at spise en hel plade chokolade om aftenen.

Mit spiseri sluttede dog ikke efter de 100 gram chokolade. Inden jeg lagde mig til at sove, spiste jeg brød eller knækbrød med ost på. Dette for at øge min natlige restitution. Denne rutine blev fulgt op med en skefuld Møllers Tran for at styrke min krop med omega 3.

10 timers søvn

Natten var som regel lang. Jeg sov 9,5 til 10,5 time. Desuden tog jeg mig gerne en middagslur midt på dagen. Atleter bruger meget tid på træningen, men vi bruger stort set lige så meget tid på at sove. Træning og restitution går hånd i hånd. Er restitutionen ikke på plads, så ryger kvaliteten i træningen, og i værste fald går man i overtræning eller bliver skadet.

Både søvn og kost var således to vigtige parametre, som jeg skruede på for at optimere min træning frem mod OL i Rio.

Typisk trænede jeg omkring 20 kilometer om dagen. En god uges træning i månederne op til OL kunne se sådan her ud:

Mandag: 8 kilometer morgen. 12 kilometer aften.

Tirsdag: 8 kilometer morgen. 12 kilometer aften, inklusiv intervaltræning.

Onsdag: 18 kilometer.

Torsdag: 20 kilometer inklusiv 8 kilometer med temposkift i maratonfart.

Fredag: 11 kilometer (restitutionsdag).

Lørdag: 6 kilometer morgentur, 15 kilometer aften, inklusiv intervaltræning.

Søndag: 30 kilometer.

Livet som Whippet

Udover løbetræningen var der også stabilitets- og let styrketræning samt udstrækning på programmet. Jeg brugte også tid på behandling af kroppen i form af massage, akupunktur og osteopati, som er en behandlingsform, der minder lidt om kiropraktik.

Tilværelsen er som OL-atlet den samme dag ud og dag ind. Man træner, sover, spiser store mængder mad, træner en gang til, spiser mere mad, sover igen. Der er ikke plads til alt for meget spontanitet. Man er konstant øm i benene, søvnig og ganske ofte sulten. Da jeg forrige år mødte min svigerfars hund af racen Whippet, som er kendt som væddeløbshund, følte jeg et nært slægtskab. Vi sov sammen på sofaen efter dagens træning, mens resten af familien drak vin og socialiserede.

Her ses Cleo, som er Anna Holms svigerfars hund af racen Whippet. Cleo elsker at løbe, spise og sove - præcis som en maratonløber.

Varme og afslapning

Et vigtigt element i min OL-træning var at forberede mig bedst muligt på at udholde varmen og den høje luftfugtighed i Rio. Jeg overvejede derfor at tage på træningslejr sydpå for at træne under højere temperaturer end i Danmark. Jeg endte dog med at tage til Bornholm. Det er der, jeg elsker at træne og har de bedste forudsætninger for ro, som er lig med restitution. Heldigvis var den danske sommer i 2016 ganske varm, og jeg trænede bevidst midt på dagen, hvor solen stod allerhøjest. Desuden tog jeg tidligt til Rio, 10 dage inden min konkurrence, for på den måde at vænne mig til varmen. Den vigtigste træning var lavet inden afrejse, og jeg var ved ankomst i Rio i gang med den nedtrapning, der skulle sikre en formtop. Ved at skrue ned for træningen inden en konkurrence, bliver kroppen frisk, og man præsterer derfor bedre. Det er dog en balancegang, for slapper man for meget af, så kan man blive dvask og miste sin skarphed i konkurrencen. I Rio havde jeg, foruden de rolige joggeture, to hårde træningspas for at minde kroppen om, at den snart skulle præstere.

I OL-byen er der mulighed for at snakke med en masse spændende mennesker, tage til alverdens konkurrencer og deltage i særlige arrangementer med sponsorer og kongelige. En dag bliver derfor hurtigt pakket med aktiviteter. Jeg var blevet advaret om dette inden afrejse. OL er et kæmpe cirkus, og de atleter, der vil opleve alt, risikerer at præstere dårligt.

Jeg nød OL-cirkusset i fulde drag den første uge, men de sidste dage inden min konkurrence, følte jeg mig nødsaget til at trække stikket. Jeg havde ellers fået fingre i nogle billetter til kvindernes redskabsgymnastik, som jeg havde glædet mig til at se, men de billetter måtte gå til anden hånd.

Nogle atleter havde allerede været i konkurrence og var på det tidspunkt flyttet ud af OL-byen. Jeg fik derfor mulighed for at bytte lejlighed og få eget værelse de sidste to nætter inden min konkurrence. Lige så hyggeligt jeg havde haft det sammen med mine fire værelseskammerater, lige så rart var det at gå til ro uden snak og snorken. I stedet lå jeg bare og slappede af på mit værelse – kun afbrudt af turene til madsalen og dagens løbetur.

Masser af kage

Fire dage inden mit maratonløb påbegyndte jeg det, der kaldes carboloading. Carboloading handler om at fylde kroppens kulhydratdepoter i musklerne. Det gøres ved at spise ekstra kulhydrater ved hvert måltid i løbet af dagen. Jeg har levet glutenfrit i mange år, så jeg regnede med, at min caroboloadning i OL-byen skulle bestå af ris og kartofler. Madsalen i OL-byen var dog meget generøs overfor mennesker med allergi. Der var hver dag to slags glutenfri kager og desuden glutenfri kiks og cornflakes. Jeg fyldte derfor hver dag min bakke med en stor portion mad og en tallerken kager. Mange atleter kiggede måbende på mig og spurgte, hvad det lige gik ud på. Her sad en af det danske OL-holds tyndeste atleter med en stabel kager. Alle atletikfolk ved, at det er sådan en maratonløber spiser dagene inden sin konkurrence. Landevejscykelryttere vil ligeledes kende til carboloading, da det er en benyttet strategi inden for udholdenhedssport. Svømmerne var dog dybt rystede. De troede, at det med at spise slik og kager inden et maratonløb måtte være en skrøne, og ikke noget professionelle atleter gør.

Det står selvfølgelig den enkelte atlet for, hvilke kulhydrater man vil spise. Jeg har altid kastet mig over noget fornøjeligt såsom chokoladeriskiks eller kager – det er bare lidt sjovere end pasta, ris og kartofler.

Konkurrencedagen

På grund af de høje temperaturer og den tilsvarende høje luftfugtighed i Rio var indtaget af væske undervejs i maratonløbet afgørende for præstationen. Det samme er indtaget af sukker, som er vigtig for at sikre energi under et langt og krævende maratonløb. Sukker hæmmer dog kroppens evne til at optage væske, så der må ikke være for meget sukker i ens energidrik under høje temperaturer. Flaskerne med en perfekt afmålt mængde sukker blev blandet aftenen i forvejen og blev næste morgen transporteret ud på ruten.

Da jeg stod på startstregen, følte jeg, at jeg op til OL havde gjort alt det rigtige for at forberede mig optimalt. Det var derfor med ro i kroppen, at jeg begav mig ud på de 42 kilometer og 195 meter. Hver femte kilometer drak jeg energidrik, og jeg holdt skarpt øje med mine kilometertider. Jeg løb ekstremt konservativt og lå næsten sidst i feltet. Jeg håbede, at denne strategi var rigtig, og at de andre atleter, ville komme tilbage til mig, når de blev trætte i varmen. Feltet bestod af 156 løbere. Jeg lå længe omkring nummer 130 og måtte virkelig beherske mig for ikke at øge tempoet. Først ved 28 km begyndte jeg at overhale løbere, men så gik det også stærkt. Jeg overhalede den ene løber efter den anden. Ved 35 km råbte landsholdstræneren, at jeg lå nummer 88. Jeg satte tempoet op og fortsatte med at overhale trætte og dehydrerede løbere. De sidste 100 meter af løbet overhalede jeg to løbere, der løb så langsomt, at de næsten gik. Jeg sluttede som nummer 55 og endte dermed i den bedste tredjedel af feltet. Da jeg senere nærstuderede resultatlisten, som indeholdt mellemtider, viste det sig, at jeg de sidste 6 km af løbet havde feltets 6. hurtigste tid.

Træningen fortsætter

Når det store løb er gennemført, så kunne man tro, at træningen blev skiftet ud med solbadning. Jeg tog en enkelt gang på Copacabana Beach, drak en øl for at fejre Sara Slotts OL-sølvmedalje og nød ikke at tænke på sengetider og carboloading resten af min tid i OL-byen. Men allerede dagen efter løbet, var jeg i træningstøjet igen. Kroppen har bedst af at røre sig efter et maratonløb, fordi blodcirkulation er vigtig for restitutionen.

Og således fortsætter træningen og livsstilen som atlet. Der er nye konkurrencer at løbe, og måden at leve på er indgroet i en. Træning, mad, søvn, mere træning, mere mad og mere søvn. Det eneste jeg ikke har gentaget igen efter OL, er det daglige shot havtorn. Det er simpelthen for surt.