Cort kan muligvis blive tilbudt vaccine af Pfizer/Biontech

Cort kan muligvis blive tilbudt vaccine af Pfizer/Biontech
Hvis Magnus Cort bliver udtaget til OL, kan han muligvis blive vaccineret tidligere, end det ellers var planen. Arkivfoto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 6. MAJ 2021 • 18:03
Jesper Gynther
Journalist
| ABONNENT
6. MAJ 2021 • 18:03

CYKLING

I dag har Den Internationale Olympiske Komité (IOC) og vaccineproducenterne Pfizer/Biontech meldt ud, at de har indgået en aftale, som går ud på, at vaccineproducenterne vil donere vacciner til de lande, der ikke har vaccineret OL-atleter.

I nogle lande har regeringerne forsikret, at OL-atleter vil få en vaccine inden OL. I Danmark har Danmarks Idrætsforbund ført kampagne for, at danske OL-atleter skal garanteres en vaccine inden afgang til Tokyo, men det har regeringen hidtil afvist.

OL-atleterne er således blevet henvist den vaccinekø, alle danskere er en del af. Men med tilbuddet fra Pfizer/Biontech kan det være, at de danske OL-atleter kan blive vaccineret, inden OL i Tokyo går i gang den 23. juli.

Christiansen er allerede vaccineret

To bornholmere er i spil til at blive udtaget til OL til sommer. Den ene er badmintonspilleren Mathias Christiansen, som ser ud til lige nøjagtigt at kvalificere sig til de olympiske lege sammen med mixeddoublemakkeren Alexandra Bøje.

Men da Christiansen allerede er færdigvaccineret (som vi fortalte om tidligere på ugen her på tidende.dk), er udmeldingen fra IOC og Pfizer/Biontech ikke relevant for ham.

Dog kan det få den betydning, at makkeren Alexandra Bøje kan nå at blive vaccineret, inden OL går i gang, hvilket vil øge sandsynligheden for, at parret ikke kommer til at misse den store sportsbegivenhed på grund af corona.

Cort håber på at få vaccine

Vaccinetilbuddet kan også få betydning for den bornholmske cykelrytter Magnus Cort, som stadig er i spil til en af de fire OL-pladser, som der er afsat til det danske cykellandshold. Magnus Cort fortæller nemlig til Bornholms Tidende, at han endnu ikke er blevet vaccineret.

– Men det er selvfølgelig noget, jeg gerne vil, når det kan lade sig gøre, siger han.

Dog er han i tvivl, om det rent faktisk kan lade sig gøre at tage imod tilbuddet fra IOC og Pfizer/Biontech.

– Jeg ved ikke, om et eventuelt vaccinetilbud vil dække mig. Der er jo mange andre sportsgrene, hvor man allerede nu ved, hvem der skal til OL.

– Og jeg ved heller ikke, hvordan den opgave rent praktisk skulle lade sig gøre. Med folk der bor i de lande, de skal stille op for til OL, vil det nok være lidt nemmere, siger han med henvisning til, at han selv har bopæl i Girona i den spanske region Catalonien, og derudover har han også en lejlighed i Andorra.

Vil rigtig gerne til OL

Danmarks Cykle Unions kommunikationschef Ulrich Gorm Albrechtsen oplyser i en mail til Bornholms Tidende, at elitechef Morten Bennekou vil forhåndsudtage ryttere i løbet af maj, men at den endelige trup først udtagelses i slutningen af juni, lige efter DM.

Magnus Cort forventer, at det bliver svært at snuppe en af de fire pladser, da en af pladserne skal gå til en enkeltstartsrytter, og så tænker han, at Jakob Fuglsang og Jonas Vingegaard er rimelig sikker på at blive udtaget.

– Og så er der kun én plads tilbage. Men den kunne jeg da rigtig godt tænke mig, det skal ikke være nogen hemmelighed, fortæller han.

Har du noget indblik i ruten, om det er noget, der passer til dig?

– Den er nok for hård til mig, så jeg skal tage med som hjælperytter, siger Magnus Cort, der fortæller, at næste mål for ham er at blive udtaget til Tour de France, der begynder den 26. juni i den franske havneby Brest i Bretagne.


Heunicke: Aftale garanterer OL-atleter coronavaccine

Af Ritzau

Arkivfoto: Berit Hvassum

IDRÆT

De danske OL-atleter kan se frem til at blive vaccineret, inden de tager til dette års sommerlege i Tokyo.

Sådan lyder det nu fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Udmeldingen kommer, efter at Den Internationale Olympiske Komité (IOC) og Pfizer/BioNTech tidligere torsdag annoncerede, at de havde indgået en aftale, der gør det muligt for OL-atleter at blive vaccineret mod coronavirus inden OL.

– Det er glædeligt, at vi får ekstra, særligt dedikerede vacciner fra Pfizer/BioNTech til vores danske OL-atleter. Det garanterer vores atleter en vaccine inden afgang til Tokyo, uden at det får betydning for det danske vaccinationsprogram.

– Jeg har været i dialog med Danmarks Idrætsforbund (DIF), og nu skal de danske sundhedsmyndigheder finde en praktisk løsning på, hvordan atleterne kan få vaccinationerne, siger Heunicke i en skriftlig udtalelse til Ritzau.

Tidligere har den danske regering afvist, at danske OL-deltagere kunne springe foran andre i vaccinekøen, men det bliver altså heller ikke tilfældet nu.

IOC understregede tidligere torsdag, at de doser, Pfizer/BioNTech har tænkt sig at donere, ikke bliver trukket ud af eksisterende vaccineprogrammer rundt omkring i verden.

Flere lande havde allerede inden aftalen mellem IOC og Pfizer/BioNTech garanteret, at deres OL-atleter kunne blive vaccineret inden legene. Blandt andet Holland, Australien og Spanien.

Tidligere har IOC meldt ud, at OL-atleter på IOC's regning ville blive tilbudt en kinesisk vaccine mod coronavirus. Det har DIF afvist som en mulighed.

OL i Tokyo afholdes fra 23. juli til 8. august.