Bornholms Motor Sport får permanent bane i Klemensker

Bornholms Motor Sport får permanent bane i Klemensker
Bornholms Motor Sport kan nu gå i gang med at træne på banen. Arkivfoto: Jacob Jepsen
NOTITS | SPORT | KLEMENSKER | Torsdag 28. april 2022 • 19:03
Jakob Marschner
Journalist
NOTITS | SPORT | KLEMENSKER | Torsdag 28. april 2022 • 19:03

En mere end fire år gammel sag blev torsdag aften endeligt afgjort i kommunalbestyrelsen: Bornholms Motor Sport har nu fået lov til at etablere en permanent bane til folkerace og ATV ved Klemensker.

Kommunen har tidligere givet grønt lys for, at en miljøvurdering af banen ikke var nødvendig. Det blev der klaget over til Miljø- og Fødevareklagenævnet, og for halvandet år siden gav nævnet så klagere medhold og ophævede kommunens tilladelse.

Når Bornholms Motor Sport derfor nu har fået banen endeligt godkendt, er det sket efter at banen er blevet formelt miljøundersøgt.

Særligt Dansk Folkeparti glædede sig over beslutningen, som partiet har kæmpet for i en del år. René Danielsson (DF) ironiserede over den modstand, som banen blev mødt med – ofte begrundet i hensyn til miljøet.

– Nu er banen der, og hvad viser det sig så? Jo, det viser sig, at både flora og fauna har fået det bedre med motorsportsbanen, sagde han.

En stor del af banen er nu anlagt, for en del arbejde nåede at blive udført, før klagenævnet underkendte kommunen og stoppede arbejdet. Efter at klagenævnet sendte sagen tilbage til kommunen igen, er der fundet markfirben på banen.

Kommunen vurderer nu, at anlægsarbejdet har påvirket nogle skrænter, der kan være levesteder for markfirben. Derfor bliver motorsportsklubben nu pålagt at færdiggøre banen på en måde, der afværger, at markfirbenenes vilkår bliver forringet.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT