BHS-PL Beton Bornholm på vej mod flere store opgaver
Bornholmerrytterne er taget til Frankrig for at deltage i løbet 2021 A Travers les Hauts de France. Her ses holdet under en træningslejr på Bornholm i marts. Arkivfoto: Berit Hvassum

CYKELSPORT | BORNHOLM | GRATIS
3. SEP 2021 • 06:00
Jesper Gynther
Journalist

BHS-PL Beton Bornholm på vej mod flere store opgaver

Det bornholmske kontinentalhold var i den forgangne weekend med i UCI-løbene GP Himmerland og GP Skive, og nu er holdet allerede på farten igen.

Torsdag morgen rejste BHS-PL Beton til Frankrig hvor etapeløbet, 2021 A Travers les Hauts de France venter. Løbet, som er kategori 2.2 på UCI’s europatour, starter fredag og slutter søndag og køres over tre etaper.

Fredag starter løbet med en etape på 134 kilometer, inden der lørdag venter 174 kilometer og søndag rundes af med 175 kilometer. Der venter holdet et par etaper med brosten og gode franske powerbakker.

Til løbet har BHS-PL Beton Bornholm udtaget følgende seks mand: Emil Toudal, Benjamin Hertz, Emil Schandorff Iwersen, Nils Lau Nyborg Broge, Mads Baadsgaard Rahbek og Nikolaj Mengel.

– Vi har et stærkt hold med alle i god form, fortæller teammanager, Christian Juul Andreasen, i en pressemeddelelse.

– Det er et meget stærkt felt med også proteams til start. Ellers tæller feltet nogle af de bedste kontinentale mandskaber fra hele Europa, og det bliver en god lærerig opgave for vores unge ryttere. Vi har kørt løbet fem gange før, og det er et rigtig godt arrangeret løb med en stærk organisation bag ved, fortæller Christian Juul Andreasen.



Flere nyheder