Sijllabrikker å sijlladøppa

Mens vi i sildeføljetonen i sidste uge rettede fokus mod betegnelser på forskellige typer af sild, afhængigt af tilberedningsmetoden, fangstmetoden, årstiden og fangstområderne, skal det i dag handle om redskaber til sildens tilberedning og selve spisningen.

Tilberedningen tog vi faktisk allerede hul på i sidste uge, da jeg under omtalen af ‘krakkada sijll’ (eller ‘krakksijll’) kom ind på, at sådanne i ældre tid blev ristede i kakkelovnen på ‘ejn krakk’, et træspid med to grene på. Denne ‘krakk’ kan mere specifikt kaldes for ‘ejn sijllakrakk’, en betegnelse, som i det hele kan anvendes om et redskab til at krakke sild på. Redskabet bestod typisk af en plade, som blev lagt på en af ringene i en kakkelovn, og ud fra denne gik et ‘spidd’ med to eller tre s-formede grene, som silden kunne anbringes på for at holdes fri af ilden.

I relation til ‘spidd’ kan det i øvrigt noteres, at ‘sijllaspidd’ almindeligvis betegner de træstænger, som silden anbringes på, når den skal røges. Det stillads, man hænger spiddene med sild på, for at de kan ‘vijnnas’ (dvs. vindtørres) inden røgningen, kaldes for ‘ejn sijllabærijn’.

Når vi i dag får spegesild eller anden form for sild ved frokostbordet, sker det typisk på en særlig tallerken. Den kan meget passende kaldes for ‘ejn sijllatallrik’, en betegnelse, der tidligere også kunne bruges om det, der ellers traditionelt kaldes for ‘en sijllabrikka’ eller ‘sijllabrikk’. Det var et firkantet tyndt stykke træ, og ifølge Teinnæs var der ofte tale om gamle kardeblade, altså den del af karden, hvor kardetænderne og skaftet sidder. Genbrugstanken er i sandhed ikke noget nyt fænomen!

Typisk ‘spæjada’ man selv sin sild (dvs. tog skindet af spegesilden) på ‘sijllabrikkan’ med den kniv, man alligevel altid bar på sig. Og man har rimeligvis haft stor øvelse udi kunsten, for der blev typisk spist sild flere gange om dagen, i hvert fald om morgenen og om aftenen. Det kan bl.a. illustreres med følgende beskrivelse af traktementet ved tærskning, som findes i Teinnæs’ artikel om ‘tarskelønn’ (beskrivelsen gælder for et lille ‘awlsbrøgg’ i Hasle i midten af 1800-tallet):

"Tærskemanden indfandt sig kl. 5; kl. 5 serveredes ‘mârnbræjnjevin’, der bestod i nogle mundfulde brød og en syp, dog tog tærskemanden gerne to; Kl. 7 indtoges frokosten: spegesild, som regel nykogte kartofler, sennep; hver mand spegede selv sin sild på ‘sijljatalrik’ (ell. ‘sijljabrikk’); derpå fik man ‘søvva’. Kl. 10 gaves ‘middesbræjnjevin’, hvor hver mand fik en halv skive af et lispundsbrød med fedt og salt og et par ‘sypa’ til. Kl. 12 spistes middagsmaden. Kl. 2 drakkes kaffe, med et stykke kandis til, stort som en hasselnød. Kl. 5 nødes ‘ujnjarna’, der bestod i ‘skårrijnj mâd’, en skive pr. mand med fedt og salt, dertil ‘syp’. kl. 7 indtages aftensmaden, der bestod af spegesild, undertiden kød levnet fra middagen, dertil bart brød, ‘sypa’."

Det var lange arbejdsdage, men man må sige, at der var indlagt godt med spisepauser, hvilket også må have været nødvendigt med tanke på det hårde fysiske arbejde i det førindustrielle samfund, hvor man ikke på samme måde som i dag skelnede mellem arbejde og fritid.

Når man indtog spegesilden, skete det typisk med ‘sijlladøppa’ (n.), en samlebetegnelse for alt, hvad spegesilden kunne dyppes i, fx sennep, løg, peber, eddike og kommen.

Mere når vi ikke i denne uge, men følg med i næste uge, hvor det bl.a. skal handle om sildens forskellige dele.

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk.