Alex slog tidligere OL-deltager til Snogebækløbet

NOTITS | SNOGEBÆK | 23. JUL 2022 • 09:50
NOTITS | SNOGEBÆK
23. JUL 2022 • 09:50

Der blev sat ny løbsrekord til Snogebæk-Løbet fredag den 22. juli, da lokale Alex Mogensen fra SÅN-løberne med seks sekunder slog den tidligere OL-deltager Jesper Faurschou i tiden 16:16 på en distance på 5 kilometer.

På samme distance blev vinderen hos kvinderne Anna-Elise Hjemdahl i tiden 22:27.

Cirka 250 deltagere i alle aldre deltog i Snogebæk-Løbet, hvor der udover voksendistancen også var en børnerute på 2 kilometer og stavgang på 3 kilometer. Alle ruterne startede og sluttede ved Snogebæk Havn og gik både gennem skov og strand.

Motionsløbet havde deltagere i alle aldre, helt ned til 4 år, og hos børnene var løberne også inddelt i flere kategorier.

Hos pigerne i årgang 2008-2012 blev vinderen Caroline Rønne Stefansen i tiden 08:39, mens vinderen blandt piger årgang 2013 og yngre blev Freja Striegler-Harild i tiden 11:05.

Hos drengene i årgang 2008-2012 blev vinderen Oskar Brandt i tiden 08:20, og for drenge årgang 2013 og yngre blev vinderen Bertram Leegaard i tiden 09:40.

På stavgangsruten vandt Mads Kofoed, der kom i mål i tiden 27:46.

Efter løbet var der lodtrækningspræmier fra lokale handlende i Nexø, Snogebæk og omegn.

Løbet, der har været aflyst de sidste år, blev arrangeret af løbeklubben Strandløberne fra Poulsker Idrætsforening. Alle resultater kan fra Snogebæk-Løbet kan ses på PIFs hjemmeside.