Årets leder og muldvarp kåret i Knudsker

Årets leder og muldvarp kåret i Knudsker
Årets muldvarp Christine Sommer flankeret af Brian Thorsen (tv.) og Mogens Christoffersen. Foto: Flemming Petterson
NYHED | 29. FEB 2024 • 17:44
NYHED
29. FEB 2024 • 17:44

Hæder og rosende ord var der nok af, da Knudsker IF afholdt den årlige generalforsamling.

Knudsker IF afholdt onsdag generalforsamling, hvor der blandt andet blev uddelt hæder og priser for det forgangne år.

Først og fremmest skulle årets leder i idrætsforeningen kåres, og her var det formanden for badmintonafdelingen, Rune Radil, der løb med prisen.

– Han har sammen med udvalget og trænere fået genopbygget afdelingen. Årets leder har skaffet nye trænere og lagt et stort arbejde i at gøre Knudsker badminton populært igen, lød det blandt andet fra Flemming Petterson, der sidder med i badmintonudvalget.

Herefter skulle årets muldvarp uddeles. En pris, som gives til en person, der har været uundværlig i løbet af det seneste år i Knudsker IF.

– Personen har altid hjulpet til. Stiller altid op med gode ideer og tiltag. Uundværlig for afdelingen. Christine Sommer er valgt som årets muldvarp, sagde formanden for fodboldafdelingen, Brian Thorsen, da prisen blev givet til Christine Sommer.

Selvsamme Brian Thorsen blev også fremhævet af Knudsker IF's formand Mogens Christoffersen. Brian Thorsen modtog i år DBU Bornholms æresnål for sin store indsats for fodboldafdelingen i Knudsker IF, hvilket Mogens Christoffersen naturligvis også bemærkede.

Formanden fremhævede også Herluf Kristensen fra bankoafdelingen samt Inga Olsen, der er formand for kroket og krolf i Knudsker. Eller det vil sige, at det er hun ikke længere, da hun går af, og Mogens Christoffersen takkede derfor Inga for mange års indsats i klubben.

Medlemsfremgang og projekter på vej

Udover en masse hæder og rosende ord, kunne formanden også berette om et godt år for Knudsker IF.

– Medlemstallet er på vej frem. Vi tilbyder kammeratskab, gode ledere og et godt fællesskab, sagde Mogens Christoffersen blandt andet i sin beretning.

Her blev det også bemærket, at man i den nærmeste fremtid skal have ny ventilation i bordtennishallen, nyt tag på hele klubhuset da det er ved at være utæt i krogene, og man vil gerne have solceller op samtidig, hvilket der skal søges fondsstøtte til. Derudover kræver stadion en kærlig omgang, hvorfor man snarest vil kontakte kommunen, lød det i beretningen.

Knudsker IF har i dag 587 medlemmer i alt, hvilket er en solid fremgang fra året forinden, hvor medlemstallet lå på 502.


Årets leder Rune Radil (tv) sammen med formand Mogens Christoffersen. Foto: Flemming Petterson