Stop når politiet siger stop

Stop når politiet siger stop
LEDER | DEBAT | Fredag 18. juli 2025 • 05:30
Tommy Kaas
Redaktør
LEDER | DEBAT | Fredag 18. juli 2025 • 05:30

Et menneske stak af fra politiet. To betjente endte på hospitalet. Og på Facebook? Der haglede hån og mistro ned. Det er farligt, når både trafik og debat løber af sporet.

Der er én ting, man som borger bør gøre, når politiet siger stop: Og det er at stoppe.

Havde vedkommende, der kørte i den bil, som Bornholms Politi satte efter onsdag aften i Allinge, gjort dét, havde vi ikke stået med en smadret politibil, andre ødelagte biler, en nedlagt lygtepæl, en skadet mur på Strandvejen og ikke mindst to betjente på hospitalet. Gudskelov skete der ikke mere.

Det er ikke bare sund fornuft at holde ind til siden, når man ser blå blink. Det er ikke bare loven. Det er en forudsætning for den måde, vores samfund er bygget op på. Når nogen vælger at stikke af, sætter de deres eget og andres liv på spil – det er forkasteligt og skal straffes.

Forløbet efter ulykken på Strandvejen har også på en anden skala været nedslående: Har du set reaktionerne på sociale medier? Her florerer hån, latterliggørelse og en ualmindeligt grov tone mod politiet. Alt for mange glemmer, at der er tale om virkelige mennesker, der er kommet til skade, mens de udførte deres arbejde. At deres familier er bange. At vi bør bakke op og støtte med omtanke i stedet for at skabe mistillid og forråelse.

Selvfølgelig skal vi stille spørgsmål til magthavere og myndigheder, men vi må også stille krav til hinanden. Til anstændighed. Til empati ikke mindst.

For hvor bevæger vi os hen, hvis vi helt glemmer den gode tone i den offentlige debat? Hvis vi straks antager det værste og gør os til dommere og anklagere, før fakta er på bordet?

Det er ok at blive vred eller urolig, men lad os holde fast i noget så enkelt og stærkt som vores medmenneskelighed.

Stop, før du krydser grænsen for, hvad der er ok at skrive om andre mennesker. Og stop, når politiet siger stop.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT