95-årig spiller golf tre gange om ugen: 'Det er mit andet hjem'

95-årig spiller golf tre gange om ugen: 'Det er mit andet hjem'
I mange år har golfen været det halve af Ejvind Nørregaards liv. Det er det stadig, selvom han nu er nødsaget til at bruge en buggy for at komme rundt på banerne. Foto: Jesper Gynther
SPORT | Søndag 22. september 2024 • 15:30
Jesper Gynther
Journalist
SPORT | Søndag 22. september 2024 • 15:30

Ejvind Nørregaard blev født i området, der nu huser Rø Golfbaner, og det er også der, han kommer til at stille træskoene en dag. Han kan nemlig ikke forestille sig et liv uden golf.

Ejvind Nørregaard har i mange år været fast inventar på golfbanerne i Rø. Og selvom kroppen ikke er, hvad den har været, finder man ham stadig på banerne uge efter uge.

– Jeg har det fint, jeg er bare blevet for gammel, siger han med et skævt smil.

Han toppede som 70-årig med 10,1 i handicap, og lige siden er det gradvist steget år for år. For ti år siden lå handicappet på 16,9, og i dag ligger det på 28,8.

Som 95-årig kan han da også mærke, at det bliver sværere og sværere at slå langt.

– Jeg har haft lidt problemer med ryggen, og nu er det rigtig galt med ryggen. Det er derfor, jeg går med denne her vest på for at holde ryggen varmere.

– Jeg kører også i en buggy nu, fordi ellers kommer jeg aldrig frem. Det begyndte jeg med i fjor, siger han og fortæller, at han indtil da kunne nøjes med at gå rundt med el-vogn til sin golftaske.

– Så det er op ad bakke efterhånden, konstaterer han.

Golfen er mit halve liv

Selvom skavankerne bliver større med alderen, kan han ikke forestille sig et liv uden golf.

– Hvis jeg ikke kom herop, havde jeg nok siddet derhjemme og trillet tommelfingre. Så det er jo mit halve liv, golfen, og det har det været i mange år, siger Ejvind Nørregaard, som også føler et stort tilhørsforhold til området, da han er født på Nørregård, der er lige lige vest for Rø Golfbaner. Nørregård var på 80 tønder land, hvoraf de 60 var dyrkede, mens resten var de "kallaløkker", hvor hul 8-12 i dag er placeret på Old Course.

Gården blev solgt i 1970, fordi Ejvind Nørregaard havde fået så dårlig ryg, at han ikke kunne sove om natten. Livet som landmand blev derfor byttet ud med en tilværelse som rutebilchauffør hos DSB, indtil han gik på pension som 64-årig. Lige siden har han brugt meget tid på at spille golf, og han har også været frivillig i Nordbornholms Golf Klub, hvor han i 2006 blev udnævnt til æresmedlem.

I dag hjælper han stadig med at lægge skærver på vejene imellem banerne.

– Jeg har været frivillig igennem alle årene, og jeg fortsætter så længe, som jeg kan. Det er mit andet hjem jo, siger Ejvind Nørregaard, som var medlem af bestyrelsen fra 1990 til 1997, hvoraf han var formand de sidste to år.

Røg 60 cigaretter om dagen

At Ejvind Nørregaard stadig kan spille golf i en alder af 95 år, tilskriver han, at han som 35-årig stoppede med at ryge. Indtil da røg han nemlig 60 cigaretter om dagen. Ellers har han ikke nogen særlig opskrift på, hvordan man holder sig i form.

Hvad er det ved golf, som fascinerer dig?

– At komme ud i frisk luft, og man har den der hvide kugle, man går efter, siger han.

Da han blev pensionist, trænede han næsten hver eneste dag, men nu nøjes han med tre gange om ugen; tirsdag, onsdag og fredag.

– Men jeg spiller ikke så meget match mere, fordi jeg har ikke så meget mulighed for at vinde mere, som jeg har haft, siger Ejvind Nørregaard, som dog var med til at vinde en onsdagsmatch i forrige uge.

Har stadigvæk kørekort

Ejvind Nørregaard er i dag den ældste golfspiller på banerne i Rø, og derfor er det typisk spillere på 50-80 år, han går rundt med på banerne.

– Alle de, jeg har spillet med før, de faldt væk, siger han og fortæller, at han selv håber at kunne fortsætte med at spille, indtil han ikke er her mere.

– Jeg spiller ikke længere om vinteren, fordi der må man ikke køre med buggy på banerne. Så jeg er da trist over, at jeg ikke kan spille med de andre, før det igen bliver forår. Men så kører jeg ud og besøger nogle venner i stedet, for jeg må stadigvæk gerne køre bil.

– Det er klart, at hvis jeg en dag ikke kan køre herop, så kan jeg jo ikke spille golf. Så er det skib sejlet.

– Men jeg håber jo, at jeg kan få lov at holde den klar heroppe, siger han og sætter en finger op mod tindingen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT