At der kom så gode forhold for motocrosssporten på Bornholm skyldes i særlig grad den daværende cykelsmed i Aakirkeby, Poul Erik Bertelsen. Stig Birger Hansen kan huske, at mange af de unge knallertentusiaster i begyndelsen af 1970'erne tog hen til cykelsmeden og dannede et fællesskab, når de reparerede på deres knallerter.
De begyndte også at køre ræs mod hinanden i en grusgrav i Pedersker, men da grusgraven lukkede, tog de i stedet til Aaker Plantage. Her lavede de en rigtig motocrossbane og dannede ÅCK.
– Den var ikke særlig stor dengang, for banen var blot 300 meter lang. Den er så blevet udvidet hen ad vejen, og det krævede, at man drænede området for vand. Det har givet visse fordele, og derfor synes jeg selv, at banen har været med til at gøre skoven til et pænere sted. Selvom det ikke er alle, der er enige i det, siger Stig Birger Hansen.
Motocrossbanen har i hvert fald gjort skoven til et mere larmende sted, men han mindes ikke, at der var stor modstand fra naboerne, da banen blev anlagt.
– Når der er noget, der støjer, er der altid nogle, der vil se sig sure på det. Men jeg synes ikke, der har været et problem. Når de har set, hvad det er, der foregår, så har de fået en forståelse for det. På den måde synes jeg, at man har kunnet finde ud af det på en pæn måde, fortæller han og erindrer, at der også var stor opbakning fra den daværende borgmester i Aakirkeby Kommune, som var med til indvielsen af banen.