– Det kan godt gå hen og blive en dyr forestilling, men jeg synes, at det andet er at sende regningen og ansvaret videre til forældrene, sagde han.
– Jeg synes ikke, at der skal være forskel på madordningen, alt efter hvor på Bornholm man vælger at bosætte sig, sagde Jonna Nielsen (løsgænger).
Hos Konservative, Kristendemokraterne, Socialdemokratiet og Moderaterne var bekymringen udtalt for en udgift på 38 millioner kroner (betalt af kommunekassen som alle anlægsarbejder), hvis alle fire forældregrupper skulle ønske sig en frokostordning med mad fra eget køkken.
– Har vi 38 millioner at bygge køkkener for? Det er klart, at vi i den bedste af alle verdener gerne vil lade børnene komme med i køkkenet og lave deres egen frokost. Men tilbage i virkelighedens verden er en udgift på 38 millioner kroner bekymrende. Jeg har ikke 38 millioner til en omgang russisk roulette, sagde Iben Busch (K).
– Vi har ikke pengene. Morten siger ganske vist, at vi nok skal få pengene til at passe. Jeg er bare bange for, at vi om få måneder vil stå i en anden situation, sagde Bjarne Hartung Kirkegaard (KD).