At udvide Ungehuset og flytte hjemmeplejens Team Rønne Nord udgør fase 1 i ældreplejens byggeplan. Sammen med planen om at flytte hjemmeplejens Team Tejn væk fra teamets nuværende bygning, der langt fra er tidssvarende.
Før kommunens anlægsstop var planen dernæst at gå ind i planens fase 2, hvor Rehabiliteringscenter Sønderbo skal bygges ud og gøres til centrum for behandlingskrævende ældre.
– Jeg går ud fra, at fase 1 bliver til noget. For hvis kommunalbestyrelsen stopper fase 1, kan vi ikke give medarbejderne i Tejn en ordentlig bygning, som de snart længe er blevet stillet i udsigt. Så falder grundlaget for at lukke Team Østermarie også sammen, og vi vil så heller ikke kunne udvide Ungehuset, siger socialudvalgets formand René Danielsson (DF).
Med et anlægsbudget på 25 millioner kroner tegner byggeplanen på Sønderbo sig for næsten halvdelen af de 56 millioner, der i alt er sat af til ældreplejens byggeplan. Så at stoppe projektet vil spare kommunekassen mange penge på én gang.