Om mindre end en uge bliver Donald Trump igen præsident i USA, og allerede inden han genindtager embedet, har han skab furore i Danmark ved at sige, at USA bør overtage Grønland. Ifølge et indlæg i Ystads Allehanda burde han interessere sig mere for Bornholm.
"Øens placering i Østersøen burde være af strategisk interesse. Efter Grønland kan Bornholm være næste i rækken", skriver Cecilia Billgren, som er journalist på Ystads Allehanda.
Baggrunden for indlægget er primært, at det vil være mere interessant for en avis i Ystad, hvis Bornholm bliver amerikansk, end hvis Grønland bliver det.
"Sikke en fantastisk overskrift det ville være i Ystads Allehanda, hvis amerikanerne købte øen. Og hvilke gyldne dage det ville være for Molslinjen, når svenskere, danskere og alle andre europæere pludselig får en genvej til USA", skriver Cecilia Billgren.