Socialdemokrater i store grublerier: Hvem vil vi gøre til borgmester?

POLITISK ANALYSE: Cirka 400 mennesker på Bornholm går netop nu rundt og tænker sig rigtig grundigt om. Det er medlemsskaren i Socialdemokratiet, og tankerne kredser om valget af partiets næste spidskandidat. Ud af de mange grublerier vil der til foråret komme en favorit til at blive borgmester næste år. Ikke mindst derfor er det lige nu tæt på umuligt for udenforstående at trænge ind i, hvad socialdemokraterne egentlig tænker.

Lidt i læ af de synlige, åbenlyse bornholmer-begivenheder finder noget sandsynligvis ret afgørende for tiden sted i Socialdemokratiet. 11. marts står det første og muligvis også eneste slag om at blive partiets næste borgmesterkandidat.

Hvem medlemmerne af Socialdemokratiet på Bornholm end vælger blandt de nu tre kandidater vil i samme øjeblik være favorit til borgmesterposten ved valget i november næste år. Bornholm er pr. tradition ret socialdemokratisk, og i særdeleshed er Rønne, hvor en tredjedel af vælgerne bor. Da Jacob Trøst (K) blev borgmester, var det kun anden gang i regionskommunens godt 20 år lange historie, at posten gled Socialdemokratiet af hænde.

Og tag ikke fejl: I Socialdemokratiet mener man i den grad, at borgmesterposten kun er lånt ud til Jacob Trøst. Den seneste tids stadig dybere bekymring for kommunens økonomi, som tidligere borgmester Thomas Thors (S) har ført andre socialdemokrater an i at fremføre, er ikke kun en bekymring for kommunens tilstand som sådan.

Det er også en bekymring for, hvilken forfatning butikken mon vil være i, når man selv overtager butikken igen. De mest optimistiske siger "når" og ikke "hvis".

Winnis forsømte arvefølge

At gå i front for dén mission kommer Socialdemokratiet til at lægge i hænderne på en person, der ikke er en del af dagens kommunalbestyrelse. For tidligere borgmester Winni Grosbøll fik aldrig skabt nogen klar arvefølge.

Derfor måtte Thomas Thors tage over, da hun gik. Da han ikke blev genvalgt som borgmester, tog Jonna Nielsen (i dag løsgænger) først over som leder, dernæst Claus Larsen-Jensen.

Men fremadrettet skabte det frem for alt et tomrum, og når tomrum opstår i politik, vil der som regel komme nogle, der gerne vil udfylde det tomrum. Det gælder selvfølgelig ikke mindre, når hovedgevinsten ved at træde ind i tomrummet er favoritværdigheden til at blive for eksempel borgmester.

11. marts i Aakirkeby-Hallerne vælger et antal (sandsynligvis omkring 80, måske op mod 100) medlemmer af Socialdemokratiet på Bornholm mellem Anne Thomas, Mads Randbøll Wolff og Erik Kryger. De tre står tilbage, efter at Maria Hach forlod feltet for nylig.

Det gode spørgsmål er selvfølgelig, hvem der vinder. Og det er lige netop et rigtig godt spørgsmål. Alle bornholmske socialdemokrater og flere til stiller netop nu sig selv præcis det spørgsmål.

Men hvis nogen er nået frem til et svar, er det kun meget få. Eller også går de meget stille med det.

Tre kandidater. Eller to

Når man taler med socialdemokrater, er der enighed om, at valget mellem de tre reelt er et valg mellem to. Erik Kryger kan ikke vinde, bliver det helt bredt vurderet. Der er kommet en respekt om Erik Kryger, men den rækker ikke i forhold til både den kendskabsgrad og det mål af respekt, der i forvejen stod om både Anne Thomas og Mads Randbøll Wolff.

Erik Kryger har på knapt fem måneder etableret sig som en person, som socialdemokrater godt kan se som medlem af kommunalbestyrelsen. Og det er helt bestemt også en bedrift, når man kommer fra at være i grove træk ukendt i offentligheden. Men det vil give ekko og være en sensation, hvis Erik Kryger vinder og bliver spidskandidat.

Med så meget sagt tør ingen sige, hvordan valget mellem Anne Thomas og Mads Randbøll Wolff vil falde ud. Sådan bliver det særligt, fordi Socialdemokratiet har valgt at gøre hele valget af borgmesterkandidat til det enkelte medlems helt egen proces.

De fire lokale partiforeninger er enedes om, at ingen af de lokale bestyrelser vil anbefale deres medlemmer en bestemt kandidat. Og selv mand og kvinde imellem foregår hvad der end måtte være af snak i meget små og helt private rum. Men ikke i åbne fora, hvor flere eller mange socialdemokrater er til stede. Det er noget, som man går med inde i sig selv, fortæller flere socialdemokrater, som derfor heller ikke har nogen anelse om, hvem der vinder, og hvad der vejer tungest for folk.

Hvad vejer tungest?

Netop hvad der vejer tungest er et ret centralt spørgsmål, er mange socialdemokrater enige om. Hvad er vigtigst for dem, der vælger at stemme?

For nogle vejer det tungest at få posten som borgmester tilbage. Vejen dertil går over at sikre Socialdemokratiet det bedst mulige valgresultat i november næste år. Gruppen af socialdemokrater, der ser sådan på sagen, stemmer overvejende på Anne Thomas eller hælder mest mod at stemme på Anne Thomas.

For denne gruppe socialdemokrater vægter det tungt at kunne appellere også ud over partiets egne rækker. Skal Socialdemokratiet have posten som borgmester tilbage, så skal de meget skuffende fire mandater ved det seneste valg næste gang veksles til mindst syv og helst også flere.

Hvis det skal ske, skal Socialdemokratiet dels (og i rimelig stor stil) trække vælgere hjem, som partiet opfatter som midlertidigt lånt ud til Enhedslisten. Men samtidig skal Socialdemokratiet trække ligeledes "udlånte", men mere borgerligt orienterede socialdemokrater tilbage fra borgmester Jacob Trøst og Konservative.

At trække vælgere til fra begge sider var en paradedisciplin for tidligere borgmester Winni Grosbøll. Særligt ved valget for godt 10 år siden formåede hun at få bornholmere, der egentlig ikke var socialdemokrater, til alligevel at stemme på Socialdemokratiet. Eller måske nærmere: på hende, på personen og borgmesteren Winni Grosbøll.

Socialdemokrater, der tænker valget af den næste borgmesterkandidat i det lys, tenderer mod at stemme på Anne Thomas, der i mindre skala gjorde noget af det samme ved valget i 2017. Her fik hun 1.049 personlige stemmer for det dengang ret nye, lillebitte, hidtil upåagtede parti Alternativet.

De mere end 1.000 stemmer blev sikret efter et brag af en valgkamp, hvor Anne Thomas ved hvert vælgermøde virkede til at forlade rummet med flere sympatisører, end hun havde, da hun trådte ind i rummet. Borgmester Jacob Trøst har samme evne, bare med lidt andre virkemidler.

At Maria Hach trak sit kandidatur bliver bredt i Socialdemokratiet vurderet som til fordel for Anne Thomas. Først og fremmest fordi hun nu er den eneste kvinde blandt de nu kun tre kandidater.

Noget at bevise

Men Anne Thomas har også nogle sider, hvor hun ikke står stærkt. Hun er ikke bare ny i Socialdemokratiet, medlemskortet er ikke mere end et halvt år gammelt, og det er kun i kraft af en dispensation fra partiets egne regler, at hun overhovedet er i spil til at blive spidskandidat for Socialdemokratiet.

I politik forbinder mange hende stadig med Alternativet. Og i Socialdemokratiet tager det som regel noget tid og kræver nogle prøver at blive accepteret som en "rigtig" socialdemokrat, hvis man nu er kommet til fra et andet parti.

Anne Thomas' anden åbne flanke handler om, at hun allerede har været i politik og jo faktisk endda var viceborgmester. Men valgte at træde ud for at blive direktør i Center for Regional- og Turismeforskning (CRT).

Så ude blandt helt almindelige socialdemokrater har hun helt sikkert også måttet ud og forklare, at hendes farvel til lokalpolitik var et krav, hvis hun skulle have en stilling, som hun gerne ville have.

Det var faktisk så rimelig pikant, at kravet om at træde ud af politik også kom fra andre medlemmer af datidens kommunalbestyrelse, fordi der dengang som nu er to medlemmer herfra, der også er med i CRT's bestyrelse. Hvorom alting er, er Anne Thomas’ farvel til politik dengang i 2019 også et emne, der fylder for nogle socialdemokrater.

Det er ikke bare "Er hun nu også socialdemokrat?". Det er også "Og kan vi nu vide os sikre på, at hun bliver denne gang?".

Og tilmed er hun oppe mod en modkandidat, som man ikke kan sige nogen af delene om.

Intet at bevise

Hvis Anne Thomas’ største svaghed er tvivlen om, hvor rødt hendes blod nu egentlig er, så er blodtypen, farven og hele historien en af Mads Randbøll Wolffs vigtigste styrker i kampen om de socialdemokratiske hjerter og krydser.

Her er ingen verdens ting at være i tvivl om. Som søn af tidligere viceamtsborgmester Elly Wolff og dagbladet Bornholmerens sidste chefredaktør Søren Wolff er Mads Randbøll Wolff født ind i partiet. Og vokset op med 1. maj-møder, Arbejdersangbogen, fagbevægelsen, hele pakken og mere endnu.

Hans forældre er socialdemokratisk royalty, så tæt på kongelig status, som det er muligt at komme, når blodet nu skal være rødt og ikke blåt. En pæn del af de stemmeberettigede bornholmske socialdemokrater har kendt ham i hele hans liv. Nogle kan huske, da han kom til verden. Nogle må også have deltaget i hans konfirmation.

Som aktiv politiker er han en tand mere ubeskrevet end Anne Thomas, for han har aldrig været folkevalgt før. Til gengæld har han en mastergrad i offentlig administration, der helt sikkert godt kan være nyttig, hvis man nu bliver borgmester.

Tidligere minister Ritt Bjerregaard (S), en kræsen dame med hvem hun ville omgås, forfremmede den dengang 29-årige Mads Randbøll Wolff til ministersekretær i Fødevareministeriet. Da regeringen skiftede farve samme år, holdt Mariann Fischer Boel (V) som ny fødevareminister fast i Ritt Bjerregaards valg. Efter to et halvt år som ministersekretær fortsatte Mads Randbøll Wolff karrieren på den danske ambassade i Paris, senere igen i Nordisk Ministerråd. Han har set utrolig megen politik komme til verden på meget tæt hold.

Mads Randbøll Wolff har ikke Anne Thomas’ karisma. Men han har et sindelag, som ingen vil betvivle som autentisk socialdemokratisk, og han har en fortælling, en erfaring og en baggrund, der er betryggende og velkendt for mange socialdemokrater på Bornholm.

Det er helt sikkert vigtigt. Hvis den mere fjerne fortid spiller ind for mange, står Mads Randbøll Wolff bedst. Ser mange derimod på den mere nære fortid, de seneste fem år, vil Anne Thomas være bedst etableret.

Samtidig er det også for simpelt at gøre det socialdemokratiske dilemma op til "Anne kan give os til bedste valg. Men vi føler os mest trygge ved Mads". For der vil også være dem, der regner med, at Mads Randbøll Wolff vil give S det bedste valg.

Udsigt til en fuser

At ville overskue valget i Socialdemokratiet er at prøve at ransage 100 menneskers hjerner og hjerter på én gang. Og faktisk er det nok endda sværere endnu.

For selvom alle bornholmske medier med respekt for sig selv den 11. marts om aftenen vil være på plads i Aakirkeby-Hallerne, så er chancen ringe for, at de får nogen videre god historie med sig hjem. Sandsynligheden for en journalistisk fuser er derimod enorm, så lad os kalde den ved navn med det samme.

Selvom tv’s kameraer vil rulle og mikrofoner være tændt og penne spidset, vil valget sandsynligvis slet ikke blive afgjort denne aften.

Hvis aftenen skal kåre en borgmesterkandidat, så skal vedkommende have mindst to tredjedele af stemmerne ved generalforsamlingen. Og det tror ikke mange på, at hverken Anne Thomas, Mads Randbøll Wolff eller for den sags skyld Erik Kryger vil få.

I så fald vil det end ikke blive oplyst, hvor mange stemmer hver kandidat faktisk fik. Det vil ene og alene blive oplyst, at ingen opnåede to tredjedele af stemmerne. Kun meget, meget få vil så vide, hvordan stemmerne faktisk blev fordelt.

Går det sådan (og husk i så fald hvor De læste det først), så afgør en skriftlig urafstemning sagen. Blandt alle Socialdemokratiets cirka 400 medlemmer på Bornholm. De vil så hver især få tilsendt en stemmeseddel og en frankeret svarkuvert: Partiet betaler, hvis du bare vil stemme.

Kommer det dertil, vil Mads Randbøll Wolff nok have en fordel. For i forhold til de mere aktive partimedlemmer, der deltog i generalforsamlingen, vil en urafstemning bringe de mindre aktive, på lange stræk også ældre medlemmer i spil. Heraf ganske mange, der altid har kendt Mads Randbøll Wolff.

Om det i så fald er nok til at vinde er bare heller ikke sikkert.

Af det kan man slutte, at Anne Thomas sandsynligvis står stærkest – men lige så sandsynligt ikke står stærkt nok til at vinde allerede ved generalforsamlingen. Og at den efterfølgende urafstemning sandsynligvis vil føre til, at Mads Randbøll Wolff haler ind og henter noget tabt terræn – uden at nogen tør sige, om det også vil række til at blive spidskandidat.

Hvis det nu havde været Snogebæk Snudebilleklub, kunne man trække på skuldrene af det hele. Men det tætte løb her er et ræs om favoritværdigheden til at blive den næste borgmester.

Derfor er mange store hovedbrud netop nu i gang i socialdemokratiske hjem på Bornholm. Derfor forsøgene på at ransage hjerner og hjerter blandt folk. Og derfor (også derfor) det hyppige svar "Det er ikke godt at vide".

Som man mærkeligt nok ofte siger om ting, som det netop ville være godt at vide.