På kanten – og et skridt videre

På kanten – og et skridt videre
Arkivfoto: Paw Brylet/Musikhuzet
NOTITS | KULTUR | Tirsdag 19. december 2023 • 19:30
NOTITS | KULTUR | Tirsdag 19. december 2023 • 19:30

Et umage par indtager Scala Gudhjem.

Torsdag aften den 25. januar indtager Steffen Brandt og Jan Gintberg scenen i Scala Gudhjem.

Der er tale om endnu et arrangement under titlen "Mine aftener i Paradis" – og nej, det har ikke noget at gøre med Giuseppe Tornatores filmværk, hvorfor naturligvis også multimusikeren Gustaf Ljunggren vil deltage, ganske som han plejer i denne sammenhæng.

Sidste år i november var der premiere på koncertkonceptet, hvor Steffen Brandt er gennemgående frontfigur, og understøttet af Gustaf Ljunggren havde han dengang inviteret Sys Bjerre på besøg. Siden har blandt andre også Maria Frank, Ginne Marker og Stine Pilgaard været forbi den paradisiske biograf, og det vidner jo alt sammen om, at der udover samtalen de inviterede gæster og Steffen Brandt imellem har været budt på dejlig musik, eftersom det er dét, de tre og Brandt selv er kendt for.

Men mens Steffen Brandt ydermere er verdensmester udi sin egen underspillede humor, kan man sige, at Jan Gintberg er verdensmester i sin overspillede og højtråbende af slagsen, så hvad i alverden kan man forvente, når de to således har sat hinanden stævne?

Bortset fra at Gustaf Ljunggren risikerer at komme i klemme.

Filosofisk indsigt

Hvem ved, måske vil Gintberg oplade sin røst i sang, og han vil givetvis kunne høres helt til bageste række, uanset om han bliver udstyret med mikrofon. Måske skal der ske noget helt andet.

En pressemeddelelse om arrangementet fortæller, at Jan Gintberg selv skriver om det:

"Kom med til en aften med musik, samtale og sjov – når Steffen og Jan sætter hinanden stævne. Det her bliver det tætteste, man kommer livets forbandede filosofiske indsigt, siden Platon og Sokrates spillede uafgjort mod Olympiakos FC".

Sjovt skal det nok blive, og den fulde titel på aftenen er: "En aften med Brandt & Gintberg – ud over kanten".

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT