Hvis man ikke følger nogle grundlæggende regler, risikerer man, at ens stemme bliver ugyldig ved folketingsvalget. Kun et "X" eller et "+" ved den ønskede kandidat eller det foretrukne parti bliver accepteret. Det fortæller Indenrigs- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.
Når man møder op på valgstedet, skal man aflevere sit valgkort og oplyse sin fødselsdato. Så bliver man krydset af på valglisten og får udleveret sin stemmeseddel. Hvis man ved en fejl har glemt sit valgkort, kan man alligevel godt stemme, såfremt man har husket legitimation, for eksempel kørekort, pas eller sundhedskort.
Man tager stemmesedlen med ind i stemmeboksen og sætter sit kryds. Man må kun sætte ét kryds, og det skal sættes i afkrydsningsrubrikken til venstre for den kandidat eller det parti, man vil stemme på. Man kan også stemme blankt, hvis man ikke ønsker at stemme på nogen af kandidaterne eller partierne. Så skal man blot putte stemmesedlen i stemmekassen uden at udfylde den. Blanke stemmer bliver opgjort for sig og tæller med i det samlede antal afgivne stemmer og i den samlede valgdeltagelse.