Ravnborgs kamp for retfærdighed. Og hvad med revolutionen?

Helle Munk Ravnborgs kamp for retfærdighed har ført den nyslåede lokalpolitiker vidt omkring. Nu er hun tilbage på Bornholm, hvor det hele startede.

Helle Munk Ravnborg har været længe undervejs som lokalpolitiker. I næsten 30 år har hun arbejdet som forsker for Dansk Institut for Internationale Studier med speciale i landbrugsudvikling, ulighed og naturressourceforvaltning og gør det stadig. Efter kommunalvalget i 2021 er hun dog gået ned på deltid.

Helle Munk Ravnborg er uddannet miljøplanlægger fra RUC og skrev speciale og efterfølgende en Ph.D. om ressourceforvaltning og landbrugsudvikling i Tanzania. I den periode mødte hun sin mand, Jakob Kronik, og sammen flyttede de to til Colombia, hvor Helle havde fået et job på et internationalt landbrugsforskningscenter. Der boede de i fire år. I den periode fik de deres første barn, en søn, der i dag er 26 år og senere fulgte også en datter, som i dag er 23 år.

I 2009 købte familien et nedlagt landbrug på Østbornholm, og bornholmerne bed muligvis mærke i, at to tilflyttere i 2016 åbnede noget så eksotisk som et kafferisteri i et øde landområde uden for Østerlars. Men Helle Munk Ravnborgs navn blev først for alvor kendt, da hun for tre år siden kastede sig ind i bestræbelserne på at gøre Bornholm til en selvforsynende grøn ø, først med et læserbrev i Tidende om de kulsorte færger og senere samme år, da hun som frontperson for Initiativgruppen for Bornholms Havvindmøllepark lancerede ideen om en lokalt- og folkeejet vindmøllepark på Rønnebakke ud for Arnager.

Ideen om en 100 procent lokaltejet havvindmøllepark så dagens lys et halvt år før Ørsted lancerede sit gigantiske vindmølleprojekt på Rønne Banke, ti kilometer fra Rønnebakke. I foråret sidste år indtraf endnu et benspænd, da det kom frem, at det areal, som Bornholms Havvind havde udset sig, ligger i en fremtidig fuglebeskyttelseszone. Initiativgruppen har nu identificeret fire alternative placeringsmuligheder til den kystnære vindmøllepark.

Morfar plantede træer i Almindingen

I marts 2021 kom så nyheden om, at Helle Munk Ravnborg stillede op som kandidat til kommunalvalget for Enhedslisten og i november blev den dengang 60-årige forsker valgt ind i den bornholmske kommunalbestyrelse med 162 stemmer. Kommunalvalgets absolutte stemmesluger var uden sidestykke Enhedslistens forperson Morten Riis. Han trak med sine 4.293 stemmer yderligere seks kandidater med sig ind i kommunalbestyrelsen, herunder Helle Munk Ravnborg, som fik næstflest stemmer.

I dag, fire måneder efter, sidder hun som forperson for natur-, miljø- og planudvalget og er desuden udpeget som ny forperson for Bornholms Energi og Forsyning (Beof).

Det nyslåede kommunalbestyrelsesmedlem har på ingen måde skiltet med sin bornholmske tilknytning, heller ikke under valgkampen. Men den er der. Helle Munk Ravnborgs mor, Rita Munk Jørgensen, var nemlig bornholmer, men tog som ung springet til København, hvor hun mødte Aage Ravnborg på Københavnerkroen. Helle blev født i 1961 og voksede op på Frederiksberg sammen med sin bror Henrik.

Bornholm har imidlertid altid været en konstant faktor gennem hele Helle Munk Ravnborgs liv. Morfaren var skovløber, mormoren passede høns og et par grise og syltede og henkogte til vinterforrådet, og Helle Munk Ravnborg tilbragte sin barndoms ferier i Blykobbehus – den gamle skovløberbolig, som ligger på venstre hånd nede ved åen, når man drejer ned ad Nyker Strandvej. I 1968 blev hendes morfar ramt af en vindfælde efter en af de hårde efterårsstorme og fik mast den ene lunge. Herefter måtte han opgive arbejdet og bedsteforældrene boede resten af livet på Markvejen over for Almegårds Kaserne.

Jeg var nok ikke konservativ

Helle Munk Ravnborg voksede op i det, man i gamle dage kaldte jævne kår.

– Min far var frisørsvend. Min mor var hjemmegående og passede mig og min bror, indtil vi begge begyndte i skole, hvor hun så genoptog kontorarbejdet. Jeg snakkede bornholmsk, da jeg kom i skole. De troede, jeg var fra Norge eller noget, siger hun med et skævt smil.

Barndomshjemmet var ikke politisk, men forældrene var gode socialdemokrater, i hvert fald frem til jordskredsvalget i 1973. Stauning, den socialdemokratiske faderfigur over dem alle, hang hjemme på væggen hos farmor og farfar, og mormor og morfar læste Bornholmeren og var med i en socialdemokratisk vælgerforening.

Uden for dørene buldrede ungdomsoprøret løs og det spirende velfærdssamfund kastede nye muligheder af sig. Men hjemme hos Helle Munk Ravnborg kom pligtfølelsen først.

– Man skulle lave sine lektier. Det gjorde jeg, og det var jeg god til.

Ungdomsoprøret fik heller aldrig den store gennemslagskraft i barndommens gade.

– I slut-70’erne var det Konservativ Ungdom på Frederiksberg. Det var politisk på den apolitiske måde. Men jeg blev kæreste med en i gymnasiet, som læste rigtig meget, blandt andet om hvordan værdi bliver skabt og fordelt i et samfund, og langsomt gik det op for mig, at det da nok ikke var konservativ, jeg var, siger Helle Munk Ravnborg.

Mødet med tredje verden

Hun sidder i stolen med det ene ben oppe. Ordene falder i snorlige rækker. Hver gang hun bliver afbrudt af en telefonsamtale eller af et uddybende spørgsmål, vender hun direkte tilbage til det præcise sted i samtalen, hvor hun slap. Bøger og papirer ligger i spredt orden på spisebordet og på gulvet. Det meste af stuehuset er indrettet som storrum med køkken i den ene ende, spisebord i midten og sofa i den bagerste ende, hvor døren står åben ind til soveværelset.

Fra alle vinduer er der udsigt til Østersøen. Gennem porten på den modsatte side af gårdspladsen står møllen og farverne fra Gudhjems huse tydeligt frem mod havets blå bagtæppe. Og udenfor fortæller hønsene om alle de æg, de har lagt. Risteriet Sueños er vinterlukket, men åbner til påske. Kaffebønnerne, der sælges her, er importeret fra parrets egen kaffeskov i Nicaragua.

Hvordan opstod interessen for tredje verden?

Helle Munk Ravnborg tøver lidt.

– Det er de der kærester, igen. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig, jeg skulle nogen steder hen. Men så tog vi ud at rejse, mig og min kæreste. Han ville være ambasssadør, og jeg skulle ikke nyde noget af det der forlorne ekspertliv ude i verden, det havde jeg slet ikke lyst til. Men ... så begyndte jeg selv at lave et projekt, der handlede om indførelse af databehandling på kontorområdet i dansk erhvervsliv. Det var først i 80’erne. Jeg kan huske, at vi i min universitetsgruppe forestillede os, at det ville få store konsekvenser for hele kontorområdet, og det må man jo sige, at det også fik. Vi havde jo ikke computere dengang, vi havde skrivemaskiner. Det var lige før det skete. Men jeg måtte indrømme, at jeg syntes, det var lidt kedeligt.

I samme periode hjalp Helle sin kæreste med at skrive en opgave ind på skrivemaskine om Algeriet.

– Det syntes jeg var langt mere spændende, indrømmer Helle Munk Ravnborg. Det var inde og røre ved nogle af de helt store spørgsmål om vilkår for menneskers liv og retfærdighed.

Et tværkulturelt venskab

Helle Munk Ravnborg landede i 1988 sit første rigtige job på Center for Udviklingsforskning, som i 2003 blev til en del af Dansk Institut for Internationale Studier eller DIIS. Som noget af det første blev hun opfordret til at lave en Ph.D-afhandling om landbrugsforskning i Tanzania. Her mødte hun Jakob Kronik, som delte hendes interesse for skabe forbedrede levevilkår i tredje verdenslande.

Parret flyttede i 1994 sammen til Colombia og bosatte sig i Cali i det sydlige Colombia. Jakob lavede sin Ph.D i et regnskovsområde i Amazonas, mens Helle som en del af sit job på et internationalt landbrugsforskningscenter i Cali arbejdede en del blandt kaffesmåbønder og oprindelige folk i Cauca-regionen. Senere tog jobbet hende også til Mellemamerika, hvor hun blandt andet arbejdede i Nicaragua.

Forholdet til en af de lokale familier i højlandet i det nordlige Nicaragua udviklede sig med årene til et venskab både blandt børn og voksne. Et venskab, som nu har holdt i mere end 20 år.

– Efter nogle år spurgte de, om vi kunne hjælpe deres store dreng med at komme videre i skolesystemet. Og det ville vi gerne, men så tænkte vi: Hvis vi nu i stedet købte det stykke jord, de tidligere havde ønsket, vi skulle købe, og så forpagtede det gratis ud til dem, så ville de kunne dyrke noget mere og dermed tjene nogle flere penge. Det ville være mere værdigt. Så det gjorde vi i 2004. Og så viste det sig, at der groede dejlig kaffe på den jord, og at vi kunne være med til at skaffe dem en bedre pris for den kaffe ved at tage den direkte til Danmark og sælge den til et risteri i København. Så det gjorde vi, indtil vi startede vores eget kafferisteri her i 2016.

Sammen kan man udrette meget

Efter fire år med base i Colombia flyttede parret i 1998 tilbage til København. Helle Munk Ravnborg fortsatte som forsker først på CUF og siden på DIIS og Jakob Kronik havde i mellemtiden fået job som udviklingskonsulent på projekter i blandt andet Nicaragua. I dag arbejder Kronik som international chef i NGO'en Verdens Skove.

I 2013 blev Helle Munk Ravnborg opfordret til at stille op som forperson for Mellemfolkeligt Samvirke.

– Her blev mit politiske engagement for alvor vakt. Det var seks år som lærte mig rigtig meget. Både om hvor mange seje mennesker, der er i Danmark og i verden, som yder en stor indsats for at skabe bedre samfund, men også om hvor meget man kan udrette, hvis man koordinerer og gør ting sammen på tværs af grænser. Og ikke mindst: Hvis man vil se en forandring, bliver man nødt til at gøre noget og være den forandring. Man kan ikke bare læne sig tilbage og vente på, at andre gør det.

Puslespillet går op på Bornholm

I 2018 flyttede Helle Munk Ravnborg adresse til Bornholm. Børnene var på det tidspunkt ved at være store og familien tilbragte mere og mere tid her. Men der var også en anden begivenhed i Helle Munk Ravnborgs liv, der gjorde udslaget.

– Min mor døde. Jeg havde passet hende det sidste stykke tid, hvor hun ikke helt kunne komme op af trapperne, og vaske sit tøj og den slags. Efter hendes død blev det en mulighed at komme derhen, hvor jeg egentlig synes, jeg hører til.

Helle Munk Ravnborg har tydeligvis ikke behov for at fremstå sentimental. Men et eller andet sted har Bornholm en særstatus for hende, som ikke er blevet mindre med årene.

– Puslespilsbrikkerne falder på plads, når jeg kommer hertil, det er helt sikkert, siger hun, uden at komme ind på, hvad det er for nogle puslespilsbrikker, der er tale om. Det er imidlertid nærliggende at tro, at tilknytningen til Bornholm går gennem morens familie.

- Det er helt sikkert, at det spiller en rolle for mig at kunne gå rundt i Almindingen de steder, hvor jeg ved, at min mor som stor pige hjalp min morfar og alle de andre skovarbejdere med at plante træer. Men det er mere end det. Det er også det at være tæt på jorden, der, hvor det, der binder os sammen som mennesker, nemlig maden og vandet, kommer fra; det at kunne se langt; og så det at være en del af et lokalsamfund, som du ikke selv har valgt, men som det er supervigtigt, at alle bidrager til at få til at fungere. Det giver mig en følelse af ro og umiddelbar mening.

 

 

Helle og revolutionen

Havde Danmark og resten af EU efterlevet den værdibaserede udenrigspolitik, havde vi ikke været dybt økonomisk afhængige af Putins Rusland, siger Helle Munk Ravnborg

 

Helle Munk Ravnborg meldte sig ind i Enhedslisten i 2018, efter at have stemt på partiet i mange år. Tilhørsforholdet til partiet hænger grundlæggende sammen med Enhedslistens ønske om at skabe en verden med mindre ulighed og en retfærdig grøn omstilling, men Ravnborg vil også gerne stå på mål for nogle af de holdninger, som Enhedslisten står temmelig alene med i dansk politik, herunder skepsissen over for EU og Nato.

– Jeg valgte Enhedslisten, fordi det er det parti, der kommer det, jeg synes er politisk vigtigst, nærmest. Det handler om fordelingspolitik og det handler om at tage ansvar, også på miljøsiden og i forhold til klimaforandringen.

Politik handler for Ravnborg om at bygge et samfund og en økonomi op, som er til gavn for dem, der skaber værdi – dem, der arbejder – og ikke kun er til gavn for dem, der tilfældigvis lige har købt en ejendom og er blevet rige på et bestemt tidspunkt.

– Den slags økonomiske gevinster – som vi jo nu ser udstillet i fuldstændig vanvittig grad, når vi hører, hvad det er for nogle både de russiske rigmænd sejler rundt i, som er placeret i kapitalfonde på eksotiske destinationer rundt omkring i verden – den slags penge, og den måde at komme til penge på, synes jeg ikke er det, der skal styre, hvordan vi bygger vores samfund op. Jeg har haft det privilegium, gennem den forskning, jeg har lavet, at jeg har kunnet komme ind i både de rige og de fattige dele af samfundet. Og begge steder lider man under den ulighed. Man har meget travlt med at beskytte sig, hvis man en masse rigdom, som man godt ved, man ikke er kommet helt rimeligt til. Og man lever ikke et særlig værdigt liv, når man lever et liv i stor fattigdom og gerne ville kunne tilbyde sig selv, sine forældre og sine børn en lille smule mere også materiel tryghed.

– Nato, det handler jo om, hvordan tror man, at man skaber en mere fredelig verden. Går den vej gennem oprustning eller går den vej gennem at stå fast på nogle værdier og lade ens økonomiske relationer flugte med de værdier, man har? Og der er jeg fuldstændig på den sidste del, jeg tror på, at hvis vi havde stået på vores værdier og også have stået på vores værdier i vores økonomiske relationer til Rusland, og havde resten af verden gjort det samme, så ville vi have stået et helt andet sted i dag, end verden gør nu.

– Man kan slet ikke forsvare den magt Putin har i dag og man kan ikke forsvare de gerninger, han udfører. Og alligevel har Danmark og resten af EU jo accepteret, at det skete ved at engagere sig med Rusland på tusindvis af måder. Vi har investeret vores pensionsmidler i Rusland, vi har indvilget i at købe gas fra Rusland, der er masser af handel med fødevarer både den ene og den anden vej, vi har deltaget i sportsbegivenheder i Rusland.

– Havde vi stået fast på vores værdier, ligeså snart vi blev opmærksomme på, hvordan Putin regerede sit land, og havde vi kastet langt flere ressourcer ind i vores diplomatiske arbejde i stedet for kun at opruste i Nato, så mener jeg, vi ville have stået et helt andet sted i dag.

– Vi har som land ikke gjort, hvad vi har sagt, vi har ikke stået ved vores værdier og vi har ikke taget vores ansvar alvorligt. Det er utroligt, at vi skal komme helt hertil, før vi finder ud af, at det er en skidt idé at købe gas fra Rusland.

– Så er der EU. Jeg er ikke for en stor politisk union, og det er Enhedslisten heller ikke. Spørgsmålet, man kan diskutere, er, hvilken grad af politisk forpligtende samarbejde, der er nødvendig for at gøre alle de ting, som er nødvendige i en globaliseret verden og som kræver et internationalt samarbejde. Det er fantastisk, at vi har så stærkt et miljømæssigt samarbejde i EU, og jeg synes også det er stærkt, at vi har et økonomisk samarbejde og kan sætte nogle initiativer i gang, så vi kan få vores energiinfrastrukturer til at spille sammen eller så vi kan blive enige om, hvad det vil sige, når vi taler om, hvad der er grønne og hvad der er sorte investeringer. Men den slags samarbejder kan man jo sagtens have uden den politiske overbygning, som der har været flere tiltag til, og hvor vi først stemte nej og så ja, med de forbehold, vi nu har.

Og revolutionen?

– Revolutionen som den der big bang-agtige samfundsomvæltning tror jeg ikke på kommer, og det ønsker jeg sådan set heller ikke. Men vi kan, i vores samfundsmæssige virke, skabe rigtig mange forandringer, hvis vi organiserer os og gør det klogt. Vi skal hele tiden være opmærksomme på, om den økonomi, vi skaber, den gavner mennesker. Jeg tænker skattepolitik, men jeg tænker også, hvem er det, der skal tjene på de forskellige ting, vi gør. Vi har en brugsforening her i Østerlars; brugsforeningerne blev startet, fordi almindelige mennesker ville have ordentlige varer til ordentlige priser. Det er hele andelstanken, og den lever i bedste velgående i Danmark.

– Jeg forestiller mig, at vi bliver ved med at have en markedsøkonomi, jeg kan slet ikke forestille mig andet. Og jeg kender ikke nogen i Enhedslisten, som ikke tænker, at vi også i fremtiden skal have en markedsøkonomi. Men markeder alle steder i verden er jo regulerede. Forestillingen om et frit marked er et fatamorgana. Og selvfølgelig kan vi være medejere af vores virksomheder og vores butikker. Og det synes jeg det danske samfund viser med al ønskelig tydelighed. Vi har realkreditforeninger, brugsforeninger, slagterier, forsikringsselskaber og pensionskasser, altsammen under demokratisk kontrol. Og så er det jo bare at gribe den indflydelse man har som borger, som medejer, som medlem, i de forskellige foreninger, og sørge for, at de gør det, der er til gavn for medlemmerne.