Danmark, Sverige og Norge kommer til at holde flere fælles militærøvelser. Danske militærofficerer kommer til at arbejde med hovedkvartererne for det svenske og det norske forsvar. Danmark opretter også en stilling som forsvarsattache i Stockholm, ligesom de nordiske lande kommer til at dele flere informationer fra radar med hinanden.
Det er altsammen følger af den øgede militære spænding i Østersøen – og resultater af det møde, som forsvarsminister Morten Bødskov (S) mandag havde med sine svenske og norske kolleger.
– Det er vigtigt, at vi rykker tættere sammen nu i Vesten, i NATO, i EU og også i Norden. Vi lever i en usikker tid, som er præget af Ruslands aggressive fremfærd, sagde Morten Bødskov ved det efterfølgende pressemøde.
– Vi har besluttet, at vi vil oprette en forsvarsattachestilling i Stockholm med ansvar for Norden. Den pågældende person vil tiltræde i næste måned. Vi vil sende permanente forbindelsesofficerer både til Sverige og til Norges operative hovedkvarterer. Derudover arbejder vi på at sikre, at vi får bedre og yderligere adgang til hinandens luftrum. Vi arbejder også på at dele radarinformationen imellem landene, sagde forsvarsministeren også.