– Vi har sammen med Fællesrådet og Svanekes Venner gennem mange år siddet i en trafik- og parkeringsgruppe med BRK, og det overrasker mig, at der nu er kommet det her udspil, for vi har intet hørt om det konkrete forslag. Jeg synes, det havde været smart at forhøre sig hos dem, der bliver påvirket af det, siger Jesper Vigel, formand Svaneke Handelsstandsforening.
– Det bekymrer mig lidt. Faktum er, at hvis man begynder at opkræve for parkering i Svaneke, så skal der skal jo streges op efter reglerne for parkering, og så vil der i hvert fald nede på havnearealet være plads til markant færre biler.
– Vi har i trafikgruppen set opgørelser over, hvor mange pladser det vil koste, hvis man streger op. Vi troede først, man kunne få plads til flere ved at strege op, men der er jo nogle krav til, hvor stor en bås skal være.
– Der vil jo mangle en masse parkeringspladser, så det vil da glæde mig, hvis kommunen laver nogle fine parkeringspladser udenfor byen, hvor de besøgende kan holde, for ellers vil de jo fylde oppe i smågaderne, og så kan de fastboende stadig ikke parkere nogen steder.
– Vi har i mange år arbejdet på at få nogle gode parkeringspladser, der ligger tæt på byen. Det har lange udsigter, men nu kommer der jo en indtægt, så jeg håber da, at der bliver råd til at sætte gang i det. Det er det eneste, vi kan håbe på.