Ny kandidat på banen: Ingrid Funch trækker sig fra regionsvalg

Ny kandidat på banen: Ingrid Funch trækker sig fra regionsvalg
Foto: Joan Øhrstrøm
NYHED | 8. JAN 2025 • 14:12
Jakob Marschner
Journalist
NYHED
8. JAN 2025 • 14:12

Ingrid Funch Jørgensen vil undgå et kampvalg mod en nyopdukket S-kandidat til det nye regionsråd. I stedet overvejer hun at stille op til kommunalbestyrelsen.


Ingrid Funch Jørgensen bliver alligevel ikke Socialdemokratiets bud på et bornholmsk ansigt i det næste regionsråd.

Lederen af Kvindekrisecenter Bornholm blev sidste år valgt som spidskandidat, men onsdag oplyste hun på Facebook, at en nyopdukket kandidat får hende til at trække sig.

"Jeg har valgt at trække mig som kandidat til den nye region", skriver hun.

"Jeg er ydmyg og taknemmelig for Socialdemokratiets opbakning til mig i 2024, som deres spidskandidat til regionen. Det er da også med vemod, at jeg ikke skal repræsentere og kæmpe for Region Østdanmark og herunder for Bornholms interesser fra 2026", fortsætter Ingrid Funch Jørgensen.


Udsigten til et kampvalg mod den nye S-kandidat har fået Ingrid Funch Jørgensen til at sige fra.

"Baggrunden for at jeg trækker mig er, at der har meldt sig en ny kandidat på banen, og jeg ikke er interesseret i et kampvalg, og selvfølgelig bakker jeg op om den nye kandidat", skriver hun på Facebook.

– Navnet på den nye kandidat bliver offentliggjort indenfor de nærmeste dage, oplyser Socialdemokratiets lokalformand Lars Goldschmidt.

Måske kommunalpolitik

Den nye S-kandidat er udelukkende kommet på banen af den grund, at Region Hovedstaden bliver slået sammen med Region Sjælland – og at den nye Region Østdanmark er blevet besluttet efter at S valgte Ingrid Funch Jørgensen som bornholmsk kandidat. Det fortæller Lars Goldschmidt.


– Vi havde valgt Ingrid som spidskandidat til regionsrådsvalget. Men det var til de gamle regionsråd, siger han.

– Med valget til den nye, meget større region holder de opstillinger bare ikke. Derfor skal der laves nye opstillinger overalt i den nye region Østdanmark. I den forbindelse har en ny kandidat så meldt sig, siger Lars Goldschmidt.

I stedet kan Ingrid Funch Jørgensen ende med at stille op til kommunalbestyrelsen.

"Jeg er blevet opfordret til at gå ind i kommunalpolitik – det overvejer jeg", skriver hun på Facebook.

– Det vil jeg være stærkt interesseret i, og det har jeg også fortalt hende, siger Lars Goldschmidt.


– Ingrid vil være en styrkelse af det hold, som vi stiller med til kommunalvalget. Så det vil jeg absolut opfordre hende til.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT