DR får advarsel for manglende nødberedskab

POLITIK | Torsdag 3. juli 2025 • 09:50
POLITIK | Torsdag 3. juli 2025 • 09:50

At Bornholm kan stå uden radiodækning i nødsituationer kalder på handling nu.

”Det er selvfølgelig ikke godt nok, at Bornholm risikerer radiotavshed i en krisesituation.” Sådan skriver kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) til Jyllands-Posten. Avisen har beskrevet, at Bornholm er i større risiko for radiotavshed end resten af Danmark i tilfælde af et hybridangreb.

”Det har jeg bedt DR om at bringe i orden meget hurtigt,” skriver Jakob Engel-Schmidt.

Jyllands-Posten har tidligere skrevet, at Bornholm kun delvist er omfattet af nødplanen for radiosignal til befolkningen. Hvis et omfattende hybridangreb rammer elforsyningen og fiberkablerne, risikerer Bornholm at stå uden radiokommunikation.

Ifølge DR er Bornholm dækket af nødplanen, hvis strømmen svigter, da der findes nødstrøm til både hovedsenderne og fibernettet. Men hvis fibernettet i sig selv rammes, for eksempel ved at et russisk fartøj skærer kablerne over, så er Bornholm ikke dækket af den alternative nødprocedure, der kaldes "ballempfang". Denne procedure indebærer en kæde af radiosignaler fra hovedsender til hovedsender på tværs af landet – men altså ikke til Bornholm.

Hvem skal betale?

Organisationen Folk & Sikkerhed udtrykker i en pressemeddelelse stor bekymring og kalder det et ”potentielt farligt hul i sikkerhedsnettet, som kan have vidtrækkende konsekvenser, især i en tid hvor både regional og national sikkerhed er af største vigtighed.” Det har Tidende tidligere fortalt om. 

Kulturministeren understreger derfor over for Jyllands-Posten:

”Bornholmerne skal have den samme sikkerhed som resten af Danmark for at kunne modtage nødradio fra DR i tilfælde af kriser, som sætter alle former for moderne kommunikation ud af spil.”

Sagen har også affødt kritik fra både Danmarksdemokraterne og De Konservative. Danmarksdemokraterne har stillet spørgsmål til beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V), mens De Konservative har kritiseret, at beredskabsministeren ikke har styr på beredskabet.

Danmarks Radio har ikke nogen ny kommentar til ministerens udmelding, men gentager en tidligere udtalelse til Jyllands-Posten:

”DR er bevidst om Bornholms særlige geografiske placering og har derfor ekstra fokus på yderligere tiltag, der kan gøre radioudsendelsen endnu mere redundant.”

Det er endnu uklart, om DR eller staten skal betale eventuelle ekstra omkostninger ved at sikre radiosignalet til Bornholm bedre.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT