De sild, der faldt ud af garnene under indtagningen, var gerne de største og bedste sild, og dem kaldte man for ‘drøzzsijll’ eller ‘kjæssesijll’. Den sidstnævnte betegnelse skal ses i lyset af, at ‘kjæssesijll’ gerne ‘kjæssades’ op med en ‘kjæssa’, efterhånden som den dryssede ud af garnene. Arbejdet blev typisk udført af en dreng, der var med ‘i vrâg’ som overkomplet.
I forhold til betegnelser relaterede til fangstmetoderne kan endelig nævnes ordet ‘roitesijll’. Det betegner sild, der fanges, når man ‘roitar garn’, dvs. tager ‘sættegarn’ op og undersøger, om der er kommet sild i. De sild, man ‘plokte idå’, inden garnene blev sat ud igen, kaldte man for ‘roitesijll’, og de blev efterfølgende anvendt til bede.
Forskellige betegnelser for sild tager udgangspunkt i, hvordan man tilbereder dem. De i dag vel nok mest kendte betegnelser er ‘spæjesijll’ og ‘krydersijll’ (det sidstnævnte ord udtales i dag ofte som ‘krøddersijll’ pga. rigsmålspåvirkning).
Bland de knap så anvendte betegnelser finder man ‘krokkesijll’, der blev brugt om sild lagt ned i krukke med eddike, laurbærblade etc. Et synonym for dette er ‘søltesijll’ eller ‘søltad sijll’. For stegt, ugælet sild med eddike over havde man også ordet ‘pottsijll’.
Kogte man derimod silden i ‘unijn’ i en krukke med krydderi, så kaldtes den meget passende for ‘unsijll’.