Ifølge pr- og kommunikationschef hos Bornholmslinjen skal man først og fremmest gøre sig klart, at der er tale om to helt forskellige billettyper med meget forskellige betingelser.
– Handicapbilletter er jo kontraktligt regulerede, så de er uden for dynamisk prissætning og koster altid det samme. Pensionistbilletter er noget andet. De er med i den dynamiske prisstruktur, hvor de ændrer sig hen over året, så de to ting kan slet ikke sammenlignes, siger Jesper Maack, der samtidig slår fast, at prisen ikke har noget at gøre med bilens størrelse.
– Det handler ikke om, at man booker en høj bil. En handicapbillet kan være både en personbil og en høj bil. Det gør ingen forskel for prisen hos den, der booker.
Jesper Maack tilføjer, at man sagtens kan vælge en pensionistbillet, hvis man vil og så ringe ind og bede om en elevatorplads, hvis der er flere af dem. Han fortæller, at der er fem pladser tæt på elevatoren, som skal fordeles mellem dem, der har brug for pladsen.