Bornholms Regionskommune får godt 3,3 millioner kroner af staten til at styrke sit ryge- og nikotinstoptilbud til børn og unge. Det sker som led i regeringens forebyggelsesplan, hvor der nu i alt udmøntes 58,6 millioner kroner til 17 projekter på tværs af 38 kommuner.
– I dag er der stor variation i ryge- og nikotinstoptilbuddene til børn og unge på tværs af kommunerne, og mange kommuner oplever, at det er svært at arbejde med nikotinafvænning til børn og unge. Det bliver der nu rettet op på, fremgår det af en pressemeddelelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Pengene bliver udmøntet på baggrund af den politiske aftale mellem regeringen, SF, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti og Alternativet, der i november blev enige om en forebyggelsesplan, der skal nedbringe børn og unges forbrug af alkohol, nikotinprodukter og tobak. Der blev afsat et millionbeløb til en fireårig udviklingspulje, som skal styrke tilbuddene og være med til at udvikle nye modeller for indsatser målrettet unge under 25 år.
– Stadigt flere børn og unge bruger nikotinposer og andre produkter, som er stærkt vanedannende og sundhedsskadelige. Og selvom mange gerne vil kvitte nikotinen, så kan det være rigtig svært uden professionel hjælp, når man først er blevet afhængig. Nu udmønter vi et større millionbeløb til kommunerne, så de kan styrke deres ryge- og nikotinstoptilbud målrettet de unge og så vi kan sikre, at flere lykkes med at få bugt med afhængigheden, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).