– Der er forskel på, hvor høj en grad af styring de enkelte borgmestre vælger at have. Det er den samme styrelseslov, der gælder i alle kommunerne, men går man rundt på landets borgmesterkontorer, ser man alligevel nogle forskelle, siger han.
– De forskelle har meget at gøre med personer og personlighed: Hvor ledende og styrende borgmesteren er, hvor erfaren borgmesteren er, og hvor erfaren borgmesterens direktion er.
– Nogle borgmestre er langt nede i detaljen og er lige på grænsen af at sagsbehandle omkring for eksempel ventelisten i en bestemt børnehave. Andre borgmestre ser mere rollen som en, hvor de svæver over vandene og vælger at overlade meget til administrationen, siger Ulrik Kjær.
Borgmesterens personlighed, erfaring og syn på ledelse spiller også ind, hvis der pludselig opstår en møgsag. Når det sker, kan borgmesterens valg af reaktion få meget at sige.
– Der er også de her møgsager, hvor en kommune ender i en dårlig situation. Her kan borgmesteren gøre en stor forskel på, hvordan sagen falder ud, siger Ulrik Kjær.