Jacob Trøst går på tre ben i kørselssagen

Jacob Trøst går på tre ben i kørselssagen
POLITIK | Lørdag 2. december 2023 • 05:30
Jakob Marschner
Journalist
POLITIK | Lørdag 2. december 2023 • 05:30

Jeg vil ikke lægge mig ud med en juraprofessor, siger borgmester Jacob Trøst (K) efter professor Sten Bønsings kritik af kommunaldirektøren i sagen om kørselsgodtgørelsen til kommunens ansatte. Samtidig finder han Sine Sunesens svar til Morten Riis om sagen i orden og siger, at han ikke vil gøre sig til dommer over, om svaret var fyldestgørende.

Borgmester Jacob Trøst (K) går i flere retninger i sagen om ekstraudgiften på kørselsgodtgørelse til kommunens ansatte.

På den ene side vil han ikke erklære sig uenig med professor i forvaltningsret Sten Bønsing, der i Bornholms Tidende lørdag vurderer, at Sine Sunesen ikke levede op til sin pligt til at svare fyldestgørende og efter bedste evne, da Morten Riis (EL) i juli spurgte til, hvor store ekstraudgifter kommunen kunne vente på de nye kørselsregler.

På den anden side siger Jacob Trøst, at han finder Sine Sunesens svar til Morten Riis i orden, og at han ikke umiddelbart kan se, at der er sket fejl i sagen. Og på den tredje side siger han også, at han ikke vil gøre sig til dommer over, om Sine Sunesens svar til Morten Riis var godt nok eller ej.

– Jeg vil ikke lægge mig ud med en juraprofessor. Selvfølgelig skal kommunaldirektøren svare retvisende på spørgsmål fra kommunalbestyrelsen, siger Jacob Trøst først.

Mener du, at Sine Sunesen i juli svarede så udtømmende, som hun kunne, da hun blev spurgt om, hvad de nye kørselsregler kunne ventes at koste i ekstraudgift?

– Det kender jeg ikke reglerne godt nok til at kunne vurdere. Men hun skal jo svare på de spørgsmål, der kommer.

Levede kommunaldirektøren op til den forpligtelse?

– Det har jeg brug for at læse hele svaret for at kunne vurdere, siger Jacob Trøst.

Trøst vil ikke dømme

Om hvorvidt kommunens nye kørselsregler kan forventes at koste kommunen ekstr, er Sine Sunesens svar til Morten Riis dog ikke særlig langt. Det samlede svar er længere, men om ekstraudgiften oplyste Sine Sunesen kun, at "der på nuværende tidspunkt ikke kan siges noget konkret, om der vil være et merforbrug".

Da svaret bliver givet, er det muligt at fortælle på kroner og øre, hvad de første tre måneder med de nye regler præcis har kostet kommunen. Lever kommunaldirektøren på den baggrund op til sin pligt til at svare fyldestgørende?

– Vi politikere stiller jo ofte spørgsmål til administrationen. Nogle gange bliver der ikke svaret helt præcist i forhold til, hvad vi mener. Jeg har selv lige været ude for at måtte stille det samme spørgsmål igen på en ny måde, siger Jacob Trøst.

– Det ser jeg som en del af den almindelige dialog med embedsværket. Så hvis kommunaldirektøren ikke har fanget essensen i Morten Riis' spørgsmål, må han jo spørge igen.

– Når Morten spørger til "det forventede merforbrug", og det ikke er kendt endnu på det her tidspunkt, må man jo svare det, siger Jacob Trøst.

Mener du dermed, at Sine Sunesens svar er i orden?

– Ja, det synes jeg. Man kan jo ikke sige, hvad det forventede merforbrug vil være, hvis man ikke kender det.

Hvad siger du til for eksempel at svare "De første tre måneder har kostet sådan-og-sådan. Derfor forventer vi, at merudgiften på årsbasis bliver sådan-og-sådan?"

– Nej, det kan man ikke, fordi proceduren også er ændret fra, at de ansatte registrerede deres kørsel manuelt til, at de nu gør det med en app. Derfor får de ansatte udbetalt deres kørselsgodtgørelse meget hurtigere end før. Og derfor bliver det også sværere at komme med et kvalificeret bud på, hvad merudgiften på de nye regler vil være.

Mener du alt i alt, at Sine Sunesen har levet op til sin pligt til at svare så retvisende og fyldestgørende som muligt?

– Det er jo alt i alt et vurderingsspørgsmål. Jeg vil ikke gøre mig til herre over, om et svar er fyldestgørende og udtømmende, siger Jacob Trøst.

Morten Riis ønsker, at både du og kommunens direktion erkender, at der er sket fejl i kørselssagen. Mener du, at der er sket fejl?

– Det ved jeg ikke. Som jeg læser sagen, er der ikke sket fejl.

Riis: Erkend fejlene

Morten Riis er ikke overrasket over, at professor Sten Bønsing underkender det svar, som kommunaldirektøren gav ham om kommunens forventede merudgift på de nye kørselsregler.

– Jeg forventer jo at få et retvisende svar på de spørgsmål, som jeg stiller, siger han.

Hvad vil du nu gøre?

– Det ved jeg ikke endnu. Men jeg mener helt klart, at borgmesteren og direktionen er nødt til at erkende, at der er begået fejl i den her sag, siger Morten Riis.

– Jeg mener også, at man er nødt til at rette op på den praksis, som man har, når det kommer til at afgøre, om det er direktionen eller kommunalbestyrelsen, der har kompetencen til at træffe en beslutning. Som nu den her beslutning om kørselsreglerne, men også andre beslutninger.

– Borgmesteren og direktionen er nødt til at erkende, at der er begået fejl og ændre praksis, som direktionen ikke også fremover kommer til at træffe beslutninger, som kommunalbestyrelsen skulle have truffet, siger Morten Riis.

– Hvis borgmesteren og direktionen ikke erkender, at der er sket fejl her, hvordan kan jeg så føle mig sikker på, at det ikke sker igen? siger han.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT