Mads Jakobsen vendte aldrig tilbage til borgmesterposten og valgte 19. december at træde helt ud af kommunalbestyrelsen. Samme dag overtog Marianne Bredal Nielsen borgmesterposten for resten af perioden, valgt af kommunalbestyrelsen.
Anderledes gik det i Viborg den 19. november sidste år. Her var situationen magen til Bornholms, da borgmester Ulrik Wilbek (V) sygemeldte sig og blev midlertidigt afløst af en viceborgmester fra et andet parti: Mads Panny (S).
Ulrik Wilbek vendte tilbage til borgmesterkontoret den 1. november. Dermed nåede han ikke at være sygemeldt i de to måneder, som en borgmester kan være sygemeldt, før kommunalbestyrelsen ifølge loven skal tage stilling til, hvad der skal ske.
– Der var tale om overanstrengelse. Du kan sige, at det var stadiet inden stress. Så jeg fik trukket stikket i rette tid, og jeg kunne derfor også komme hurtigt tilbage, sagde Ulrik Wilbek til Ekstra Bladet.
Også Jacob Trøst beskrev sin tilstand som "overanstrengelse", da han mandag sygemeldte sig frem til midten af oktober.