Her er Folkemødets nye direktør

Her er Folkemødets nye direktør
Signe Saabye Ottosen bliver Foreningen Folkemødets nye direktør. Hun tiltræder i januar og glæder sig til opgaven. Foto: Sofus Granlund
TOPNYHED | 29. NOV 2024 • 09:00
Henrik Nielsen
Journalist
TOPNYHED
29. NOV 2024 • 09:00

Signe Saabye Ottosen ser frem til at udvikle den politiske festival i samarbejde med medarbejderne og Folkemødets partnere.


Det bliver en kvinde med over 20 års erfaring fra ind- og udland, som skal stå i spidsen for Folkemødet. Den politiske festivals nye direktør hedder Signe Saabye Ottosen, og hun tiltræder til januar, fortæller Foreningen Folkemødet.

Signe Saabye Ottosen har de seneste 13 år været ressourcechef og i en periode konstitueret direktør på Campus Bornholm, hvor hun blandt andet har haft ansvar for fundraisingen til det nye, fælles campusbyggeri. Inden hun kom til Bornholm, beskæftigede hun sig med eventledelse på spille- og spisestedet N.O.T. UK Ltd. i London.

– Vi er meget glade for at kunne byde Signe velkommen som ny direktør. Med Signes stærke ledelseskompetencer, dybe økonomiske indsigt og skarpe strategiske sans er jeg overbevist om, at Foreningen Folkemødet får en stærk leder, som kan løfte de vigtige opgaver, der foreligger, siger bestyrelsesformand Mathias Faaborg fra Foreningen Folkemødet i en pressemeddelelse.



Foto: PR


 

I stand til at bygge bro

Signe Saabye Ottosen har ikke blot relevant erfaring. Hun har også en tro på Folkemødets position og værdiskabelse i samfundet.

– Vi må aldrig tage vores demokrati for givet. Den demokratiske samtale er hjertet i vores fællesskab, og det hjerte skal vi værne om, og netop derfor er Folkemødet så vigtigt for vores samfund, siger Signe Saabye Ottosen.

Hendes tilknytning til Bornholm vækker stor begejstring hos Foreningen Folkemødets næstformand, Carsten Grønning:


– Med Signe som direktør får vi en stærk og visionær leder, som er i stand til at bygge bro mellem Bornholms lokalsamfund og de nationale og internationale perspektiver, der gør festivalen unik, siger han.



Foto: PR

 

Direktør glæder sig

Når Signe Saabye Ottosen tiltræder stillingen, ser Foreningen Folkemødet frem til at skabe endnu stærkere rammer for festivalens fortsatte succes, og hun ser frem til at komme i gang med arbejdet.


– Folkemødet har en unik evne til at skabe en åben, inkluderende og demokratisk dialog, som jeg glæder mig enormt meget til at udvikle rammerne for i samarbejde med foreningen, alle Folkemødets samarbejdspartnere og ikke mindst det dygtige sekretariat, siger Signe Saabye Ottosen.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT