I sidste uge spurgte Tidende Iben Busch (K) om ambitionerne om klubtilbud var forsvundet på grund af de økonomiske realiteter. Hun bekræftede, at det ikke havde indgået i forhandlingerne, fordi det virkede urealistisk at forøge driftsbudgettet med otte millioner kroner. Samtidig fortalte Iben Busch, der sidder i børne- og skoleudvalget, at hun fortsat håbede på, at fritidsklubber kunne blive til virkelighed senere i valgperioden.
– Den model, administrationen har lagt frem, er jo ikke nødvendigvis den eneste mulige model. Det, der er lagt op til, er den dyre model, men det er muligt at dreje på nogle knapper – for eksempel i forhold til ferieåbning, sagde Iben Busch til Tidende i sidste uge.
Blot en uge senere fremlagde Konservative torsdag aften et fuldt finansieret budgetforslag, hvor udgiften til at indfase klubtilbud i 2023 var faldet fra cirka syv til to millioner kroner.
– Vi har siddet og regnet på det helt frem til kommunalbestyrelsesmødet, fortæller Jacob Trøst fredag formiddag.
– Vi kan fornemme, at de har en aftale, som de er meget glade for og er svær at komme med i. For at få nogle af de konservative mærkesager igennem, kommer vi med dette forslag, som vi synes passer ind i deres aftale, uden at de skal rokke ret meget ved den.