– Vi følger forretningsordenen og holder generalforsamling sidst i januar. Så vi håber, at vi har et nyt hold af kandidater til den tid. Blandt de kandidater vælger generalforsamlingen så en spidskandidat. Lige nu skal vi have noget fred til at finde os selv i forhold til den proces, som det skal være, siger Christian Froberg Dahl.
– Når vi har valgt en spidskandidat, vælger han eller hun den kurs, der skal være. Men det tager vi til den tid. Partiet skal først nå at finde sine ben.
Åbner du dermed for, at I skifter ud, så den næste spidskandidat kan blive borgmester til februar?
– Nej, det gør jeg ikke. Jacob bliver på posten frem til valget. At skifte ud før valget er en mulighed, som vi slet ikke har haft inde i billedet endnu. Med den læringskurve, der er i embedet som borgmester, tror jeg også, at det ville være trist for både vedkommende, kommunens embedsværk og Bornholm som helhed, hvis vi skiftede ud på borgmesterposten, siger Christian Froberg Dahl.
– Jeg synes også, at det er vigtigt, at Jacob får plads til at gøre det på den måde, som han vil. Det er bedst for både Bornholm og Konservative. Jeg har ikke en gang talt med vores medlemmer af kommunalbestyrelsen endnu, og det er klart, at Jacobs beslutning og den proces, som vi skal i gang med, også skaber nogle dønninger ind i vores gruppe, siger han.